Det er med stor stolthed, vi kan sige, at Rungsted Seier Capital skal spille om medaljer i denne sæson.

Det er en præstation, som både holdet og hele organisationen kan være ekstremt stolte af – ikke mindst i lyset af de forventninger, der var til os inden sæsonstart. Mange havde os ikke engang med i spillet om slutspilspladser, og flere forudså, at vi ville ende i den tunge ende af tabellen og kæmpe om en 9. plads.

Men virkeligheden blev en anden. For selvom vi stiller med det næstyngste hold i hele Metal Ligaen, har vi igen og igen vist, at alder ikke nødvendigvis er en hindring, når man kombinerer talent med hårdt arbejde, sammenhold og en ukuelig tro på hinanden. Vores hold har spillet med hjertet uden på trøjen og givet alt – hver eneste gang de er trådt på isen. Det har været en sæson præget af udvikling, vilje og en tro på, at vi kunne mere, end mange troede.

Vi står nu foran sæsonens sidste udfordring. Bronzekampene mod Aalborg Pirates bliver afslutningen på en stærk rejse, og en mulighed for at sætte et flot punktum med metal om halsen. Den første kamp spilles fredag i Aalborg, og derefter gælder det hjemmekampen i Concordium Arena lørdag kl. 15.00.

Selvfølgelig en kæmpe tak til vores fans og partnere. Uden jer var det ikke muligt. Jeres opbakning, jeres stemmer på tribunen og jeres tro på os har været afgørende – både i medgang og modgang.

Vi håber, I vil være med én sidste gang denne sæson. Kom og bak op, når vi møder Aalborg Pirates på hjemmebane på lørdag. Og når den sidste puck er spillet, og sidste tackling er sat ind, inviterer vi til en afslutningsfest i loungen i Concordium Arena. Her samles vi – spillere, fans, frivillige, trænere og partnere – og sætter punktum for en sæson, der har vist, hvad Rungsted står for: vilje, sammenhold og passion.

Robert Gertsen; “Da denne sæson startede var der mange ubekendte. Nye roller i administrationen, mange nye ansigter på isen, ny sportschef og et relativt nyt trænerteam. At vi allerede i år har arbejdet os til at stå i en kamp om medaljer, er noget vi er meget stolte af. Der er blevet arbejdet hårdt på mange fronter de seneste 9 måneder, og nu har vi muligheden for at slutte det af med metal om halsen. Derfor håber vi også at se så mange som muligt i hallen til denne sæsons sidste fest!”

I starten af sæsonen præsenterede vi Rungsted 2.0, og vi må bare sige, at vi er nået langt med mange ting. Men arbejdet stopper ikke her. Vi arbejder hårdt videre – og vi vil løfte det endnu mere til næste sæson.


Røndbjerg forlænger