Rungsted Seier Capital fik ikke den hjemmepremiere, holdet havde håbet på, da Frederikshavn White Hawks gæstede Concordium Arena. Trods en stærk start og en tidlig 2-0-føring lykkedes det ikke Rungsted at holde fast i grebet om kampen.

Assistenttræner Victor Svensson peger især på holdets game management som et område, der skal arbejdes videre med.

“Alle var meget begejstrede for endelig at få lov til at spille sæsonens første hjemmekamp. Vi får en god start og er effektive i powerplay med to hurtige mål, hvor begge PP-formationer scorer, hvilket er vigtigt for os. Derudover er vi dog ikke helt tilfredse med vores spil generelt i første periode, selvom vi går til pause foran 2-1,” siger Victor Svensson.

Kampen ændrede karakter

Efter den gode Rungsted-start arbejdede Frederikshavn sig længere ind i opgøret. Samtidig havde hjemmeholdet sværere ved at fastholde den struktur og kampplan, der skulle have gjort det muligt at bygge videre på føringen.

“Det er en kombination af, at Frederikshavn gør nogle ting godt, og at vi ikke lykkes med at udføre vores kampplan eller følge vores struktur godt nok. Vi træffer heller ikke de rigtige beslutninger, hverken med eller uden puck.”

Svensson var ikke i tvivl om spillernes indstilling til opgaven. Udfordringen lå i stedet i måden, holdet håndterede kampens udvikling på.

“Spillerne var meget opsatte og forberedte på kampen og hjemmepremieren, så der er ingen tvivl om indstillingen. Derimod er vores game management ikke godt nok i anden periode. Det er noget, vi har talt om, og som vi skal fortsætte med at arbejde på – hvordan vi bliver bedre til at håndtere forskellige kampbilleder, især når vi har en 2-0-føring at arbejde ud fra.”

Stærkt svar – men problemerne vendte tilbage

Rungsted viste dog moral og kæmpede sig tilbage i opgøret. Olle Liss stod for en flot aktion, da Rungsted fik udlignet til 3-3 og igen bragte spændingen tilbage i kampen.

“Det er stærkt at svare igen og gøre det til 3-3, selvfølgelig efter en flot præstation af Olle Liss. Men også i tredje periode kommer vi igen i problemer med vores game management og måden, vi håndterer kampbilledet på. Som jeg sagde tidligere, er det noget, vi skal arbejde med og lære af.”

Special teams viste gode takter

Selvom resultatet ikke gik Rungsteds vej, var der positive elementer at tage med videre. Ikke mindst i special teams, hvor begge powerplay-formationer kom på tavlen tidligt i kampen.

“Vi ved alle, hvor vigtigt special teams er. Vi lukker ét mål ind i fire mod fem og fire mål i fem mod fem, og det er ikke godt nok i spillet fem mod fem. Generelt synes jeg derimod, at både vores powerplay og penalty kill er godt, og vores spil i tre mod fem og tre mod fire var meget imponerende. Det skal vi fortsætte med at bygge videre på og være gode i.”

Blikket rettet mod derbyet

Der bliver nu flere dage til at arbejde videre med erfaringerne fra sæsonens første tre kampe. Næste opgave bliver samtidig en af de kampe, der ikke kræver nogen større introduktion.

Rødovre venter i derbyet. Og efter nederlaget til Frederikshavn er lysten til at komme tilbage på isen allerede stor i Rungsted-lejren.

“Man ville ønske, at den kamp allerede kom i dag, for vi er meget revanchesultne og vil vise både os selv og publikum fra vores bedste side, ligesom vi gjorde mod Odense og Herning. Nu får vi i stedet flere dage til at forberede os både mentalt og fysisk.”

“Vi ved alle, hvilken kamp det er, og hvad den betyder for klubberne. Vi vil tage flere ting med os fra de første tre kampe og bygge videre på dem. Nu håber vi på – og glæder os til – en fyldt arena!”


Sparekassen Kronjylland er ny hovedsponsor i Rungsted Seier Capital