Rungsted Seier Capital måtte søndag forlade isen i Vojens uden point efter et 3-2-nederlag til Sønderjyske. Dermed blev det tredje nederlag i træk for Rungsted, der ellers gik til første pause med en 1-0-føring.

Sports Manager Joachim Holten Møller lægger ikke skjul på, at præstationen som helhed var skuffende, selvom der også var positive momenter at tage med fra kampens første 20 minutter.

“Jeg synes, kampen som helhed var skuffende, men vi var i momenter gode i første periode til at holde i pucken og få skabt nogle chancer,” siger Joachim Holten Møller.

Mistede grebet om kampen

Rungsted kom foran i første periode, da Olle Liss udnyttede et powerplay og sendte pucken i nettet til 1-0.

Efter pausen ændrede kampen dog karakter. Sønderjyske kom bedre med, mens Rungsted havde sværere ved at fastholde pucken og få sat sit eget spil.

“Jeg synes, vi taber for mange nærkampe og ikke er dygtige nok til at holde i pucken og spille vores spil. Samtidig mister vi fokus i nogle situationer, hvor vi ikke overholder de aftaler, vi har.”

Sønderjyske fik udlignet i anden periode, og dermed var stillingen 1-1 inden de sidste 20 minutter.

Ti sekunder blev afgørende

Længe lignede det en kamp, der skulle afgøres helt til sidst. Men med få minutter tilbage ændrede opgøret sig på blot ti sekunder.

Sønderjyske scorede først til 2-1 og fulgte næsten øjeblikkeligt op med endnu en scoring til 3-1.

“Den sekvens er selvfølgelig frustrerende for alle. Vi taber fokus på vores defensive opgaver i de ti sekunder, og det bliver straffet med det samme.”

Rungsted svarede hurtigt tilbage, da Filip Karlsson reducerede til 3-2, men trods et sidste forsøg lykkedes det ikke at finde udligningen.

Ingen panik efter tre nederlag

Nederlaget betyder, at Rungsted nu har tabt tre kampe i træk. For Holten Møller handler det dog om at bevare roen og holde fast i de ting, holdet ved fungerer.

“Jeg tror først og fremmest, det er vigtigt, at vi ikke går i panik over tre nederlag i træk. Det er en lang sæson, og spillemæssigt har der været positive ting at bygge videre på.”

Samtidig er der områder, der skal forbedres, hvis resultaterne skal vendes.

“Vi har lavet for mange personlige fejl i de tre kampe, og det har været udslagsgivende for, at vi ikke har været dygtige nok til at få point. Spillemæssigt har vi vist, at vi kan spille god ishockey, men vi har ikke formået at sætte det sammen over 60 minutter i de tre kampe.”

Et andet fokuspunkt er effektiviteten foran modstanderens mål.

“Omvendt må vi også sige, at vi skal have gang i målscoringen igen. I de seneste to kampe har vi lavet for få mål til at vinde ishockeykampe.”

Idag venter Rødovre

Næste mulighed for at vende udviklingen kommer i aften, når Rungsted tager turen til Rødovre.

Dagene frem mod kampen skal ikke bruges på at lave alting om. Tværtimod handler det ifølge Holten Møller om fortsat at tro på det arbejde, der bliver lagt i hverdagen.

“Det vigtigste er, at vi bliver ved med at tro på vores system og hinanden, og at det, vi gør på daglig basis til træning, kommer til at give resultater over tid.”

Fredagens opgør bliver samtidig endnu et rivalopgør mellem Rungsted og Rødovre, og Holten Møller forventer en vanskelig aften på udebane.

“Vi kommer ikke til at få noget gratis på udebane i Rødovre en fredag aften med mange tilskuere på lægterne, så det bliver en svær kamp. Jeg regner med, at deres publikum vil forsøge at lægge et stort tryk.”

Opskriften for Rungsted er til gengæld klar.

“Vi skal spille lidt mere simpelt og arbejde stenhårdt over 60 minutter. Vi skal også være mere effektive på de målchancer, vi skaber.”


Ludvig Elvenes bliver i Rungsted frem til 2029