Som en del af aftalen bliver HeatSave ny Arenapartner, hvilket samtidig betyder, at klubbens hjemmebane fremover vil hedde HeatSave Arena. Selvom navneskiftet bliver den mest synlige del af aftalen, rækker ambitionerne langt større end eksponering og skiltning. Partnerskabet skal skabe værdi gennem stærke relationer, nye muligheder og et aktivt engagement i og omkring Rungsted Seier Capital.
For HeatSave er aftalen et naturligt næste skridt i virksomhedens engagement i klubben.
Claus Rønnow, direktør i HeatSave, siger: “Vi har valgt at lægge navn til arenaen, fordi vi ser et stort potentiale i det, Rungsted Seier Capital står for – både på og uden for isen. For os handler partnerskabet om langt mere end synlighed. Vi vil gerne være en aktiv del af klubben og af det stærke partnernetværk, som Rungsted Seier Capital har opbygget.”
Claus uddyber: “I HeatSave betyder gode relationer og stærke samarbejder meget for os. Derfor synes vi også, at Rungsted Seier Capital er et rigtig godt match for HeatSave. Vi er både stolte og ydmyge over at få muligheden for at blive en endnu større del af klubben. Vi glæder os til at møde de mange virksomheder og mennesker omkring Rungsted Seier Capital og til at bidrage til det fællesskab, der allerede er skabt omkring klubben og nu også får HeatSave Arena som ramme.”
Et partnerskab, der rækker ud over isen
Fremover bliver arenaen rammen om Rungsted Seier Capitals hjemmekampe, partnerarrangementer og øvrige aktiviteter. For klubben er aftalen både en vigtig kommerciel aftale og et naturligt skridt i den fortsatte udvikling af partnernetværket.
Robert Gertsen, direktør i Rungsted Seier Capital, siger: “Det her er en stor aftale for os. Når en virksomhed vælger at lægge navn til vores arena, er det et meget tydeligt udtryk for, at de tror på det, vi er ved at bygge op i Rungsted Seier Capital.”
Han fortsætter: “HeatSave bliver en meget synlig del af vores hverdag. Hver gang vi spiller hjemme, hver gang vores partnere mødes, og hver gang vores fans kommer i hallen, bliver HeatSave Arena rammen omkring det hele. Derfor betyder det også meget for os, at vi har fundet en partner, som ønsker at engagere sig aktivt og være en reel del af klubben.”
Et stærkt erhvervsfællesskab
Rungsted Seier Capital har gennem flere år opbygget et partnernetværk, hvor virksomheder mødes på tværs af brancher og får mulighed for at skabe nye relationer og samarbejder.
Som ny Arenapartner bliver HeatSave en aktiv del af dette fællesskab og vil blandt andet deltage i klubbens netværksaktiviteter, arrangementer og kampe. For HeatSave er det en mulighed for at møde andre virksomheder, udveksle erfaringer og bygge videre på relationerne omkring klubben. For HeatSave er netop kombinationen af synlighed, relationer og forretning central, hvilket Claus Rønnow også fremhæver:
“Vi arbejder til daglig med energi og med løsninger, der kan gøre en forskel for både private og virksomheder. Derfor er det også interessant for os at komme tættere på et erhvervsliv, hvor der er mange forskellige brancher og kompetencer samlet. Vi håber selvfølgelig, at det kan åbne døren til nye relationer og samarbejder, som vi ikke nødvendigvis havde mødt andre steder.”
Et partnerskab med ambitioner
Partnerskabet kommer på et tidspunkt, hvor Rungsted Seier Capital arbejder målrettet på at styrke det kommercielle fundament omkring klubben. Her passer HeatSave naturligt ind som en virksomhed, der ønsker mere end blot traditionel sponsorering.
“Vi vil gerne skabe stærke og langvarige relationer med virksomheder, som kan se værdien i det fællesskab, vi bygger omkring Rungsted Seier Capital. HeatSave har fra starten været meget engagerede og har haft lyst til at tænke stort sammen med os. Det er præcis den type partner, vi gerne vil have tæt på klubben.” siger Robert Gertsen.
Med aftalen tager Rungsted Seier Capital samtidig hul på et nyt kapitel, hvor HeatSave bliver ny Arenapartner, og klubbens hjemmebane fremover får navnet HeatSave Arena.
Velkommen til HeatSave Arena.