§1 Formål

Formålet med dette ordensreglement er:

  • at bevare den gode stemning i Concordium Arena og andre områder, hvorpå der afvikles arrangementer,
  • at alle besøgende føler sig trygge både før, under og efter opholdet, samt
  • at sikre plads til alle uanset udseende, religion og kulturel baggrund.

§2 Gyldighedsområde

Stk. 1. Ordensreglementet gælder for hele Concordium Arena, inklusive ind- og udgange, fanzoner og parkeringspladser. Ordensreglementet gælder endvidere for ethvert andet område, såfremt arrangementet har tilknytning til Concordium Arena og/eller Rungsted Seier Capital.

Stk. 2. Ordensreglement gælder endvidere for alle arrangementer – såvel sportsrelaterede som ikke sportsrelaterede – der afvikles på Concordium Arena, så længe Runsted Seier Capital er arrangør.

§3 Adgang og ophold

Stk. 1 Gyldigt adgangsgivende bevis
Du må kun opholde dig på området, hvis du kan fremvise et gyldigt adgangsgivende bevis, såsom billet, sæsonkort, akkreditering, adgangskort mv., og du har pligt til at fremvise dette ved indgangen og på forlangende udlevere dette til nærmere kontrol af Rungsted Seier Capitals sikkerhedspersonale, politiet eller anden myndighed. Hvis Rungsted Seier Capitals sikkerhedsfolk konstaterer billetfalsk, vil det blive politianmeldt.

Stk. 2. Legitimation
Legitimation kan på forlangende af Rungsted Seier Capitals sikkerhedspersonale eller politiet kræves forevist.

Stk. 3. Ophold
Du skal indtage den plads, der står på din billet. Af sikkerhedsmæssige årsager kan Concordium Arenas personale eller politiet dog anvise en alternativ plads, hvilken du er forpligtet til at følge uden kompensation herfor.

Du må ikke opholde dig unødigt på trapper, gangarealer mv. underarrangementerne, hvilket vil sige at du skal gå direkte til/fra din plads. Dette er dels for ikke at genere andres udsyn, og dels fordi det kan være farligt ved evakuering o.lign. Nødudgange må under ingen omstændigheder blokeres.

Stk. 4. Stående afsnit
Til Rungsted Seier Capital-kampe er ståtribunen på Concordium Arena et unummereret stående stemningsafsnit.

Stk. 5. Efter kampe
Af sikkerhedsmæssige årsager og for at sikre, at alle gæster føler sig trygge efter kampen, kan det være nødvendigt at lukke gæster ud fra Concordium Arena og/eller andre relevante områder i det tempo, som Rungsted Seier Capitals sikkerhedsledelse måtte finde sikkerhedsmæssigt forsvarlig.

§4 Visitering og ulovlige genstande mm.

Stk. 1. Rungsted Seier Capitals sikkerhedspersonale har ret til at undersøge, om gæster udgør en sikkerhedsrisiko på grund af påvirkning af alkohol- eller euforiserende stoffer, eller om de medbringer våben eller andre farlige og brandfarlige ting. Undersøgelsen kan foretages som visitation, ved hjælp af tekniske hjælpemidler eller som en kombination heraf.

Stk. 2. Følgende genstande mm. må ikke medbringes til arrangementerne:

  • våben af enhver art
  • genstande der kan bruges som våben eller kasteskyts
  • spraydåser med gas, ætsende eller farvende substans
  • flasker, bægre, krus eller dåser af materialer, der kan gå i stykker eller splintre
  • genstande, der fylder uforholdsmæssigt meget
  • fyrværkeri, lysraketter, røgbomber, romerlys eller andre pyrotekniske genstande
  • flag eller transparenter, der er længere end 1,50 meter samt konfettirør og creperuller med konfetti (se også senere om forhåndsgodkendelse af bannere)
  • mekanisk drevne støjinstrumenter – fx kompressorhorn, vuvuzela o.lign.
  • batterier til elcykler o.lign.
  • mad og drikkevarer, herunder alkoholiske drikke af enhver art
  • paraplyer
  • dyr
  • laserpenne
  • dokumenter, tegninger, symboler eller flag indeholdende ideologiske eller politiske budskaber, racistiske, homofobiske og andre nedsættende eller diskriminerende ytringer eller er af reklamemæssig karakter samt genstande, der tjener til kommercielle formål, og som kan ses af andre eller er medbragt med henblik på omdeling blandt øvrige gæster
  • racistisk eller nazistisk propagandamateriale
  • andre genstande, der kan bringe sikkerheden og ordenen til arrangementet i fare.

Listen er ikkeudtømmende.

§5 Regler for ophold på ordensreglementets gyldighedsområde

Stk. 1 Adfærd
Du skal til enhver tid overholde gældende ordensreglement og følge anvisningerne fra Concordium Arenas højttaleranlæg, Rungsted Seier Capitals sikkerhedspersonale, redningstjeneste, politi og brandvæsen mv. Du må ikke opholde dig på områderne, hvis du er synligt stærkt påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer.

Det er desuden forbudt:

  • at klatre op på eller over bygninger og indretninger, herunder facader, hegn, mure, bander, afspærringer, kameraplatforme, søjler og tage
  • at betræde områder, der ikke er tilladt for besøgende (fx isen)
  • at kaste med genstande
  • at tænde ild, affyre fyrværkeri, røgbomber, lysraketter, romerlys eller andre pyrotekniske genstande
  • at kaste med fyrværkeri, lysraketter, romerlys eller andre pyrotekniske genstande
  • at sælge varer eller billetter, uddele tryksager og gennemføre indsamlinger uden forudgående tilladelse
  • at skrive, male, klæbe eller ophænge noget på bygninger, indretninger og reklameskilte
  • at forrette nødtørft uden for toiletter
  • at provokere andre til had eller vold mod andre personer
  • at have sit ansigt helt eller delvis tildækket med hætte, maske eller lignende
  • at medføre eller åbenlyst bære tegn og symboler af racistisk, homofobisk eller anden diskriminerende karakter
  • at fremsætte racistiske, homofobiske eller andre nedsættende eller diskriminerende ytringer
  • i øvrigt at udvise uacceptabel adfærd, der er til gene eller skade for andre eller på anden måde bringer andre i fare.

 Listen er ikkeudtømmende.

Stk. 2. Bannere mv.
Du må gerne medbringe/ophænge bannere med relevans for kampen/arrangementet, men kun hvis det på forhånd er godkendt af Rungsted Seier Capitals administration. Dette dels på grund af brandfaren, og dels hvis det af pladshensyn ikke er muligt at imødekommeønsket.

§6 Videoovervågning og fotografering

Stk. 1. Videoovervågning
Concordium Arena er videoovervåget, hvilket Rungsted Seier Capitals sikkerhedsafdeling er berettiget til selv at bruge til efterforskning mv.

Dokumentation for overtrædelse af ordensreglementet kan endvidere videregives til politiet til brug for behandling af sager vedrørende overtrædelse af ordensreglementet. Oplysningerne gemmes som udgangspunkt i op til 30 dage, hvorefter de slettes. Oplysningerne kan dog gemmes længere, hvis det er nødvendigt med henblik på undersøgelse eller dokumentation af konkrete hændelser.

Enhver brug heraf sker i overensstemmelse med tv-overvågningsloven og databeskyttelsesreglerne herom.

Stk. 2. Fotografering ved arrangementer
Som gæst betragtes du som indforstået med, at der kan blive taget billeder eller video af dig til arrangementer afholdt i Concordium Arena af Rungsted Seier Capital. Din deltagelse i arrangementet er automatisk en accept af, at Rungsted Seier Capital eller en tredjepart gennem Rungsted Seier Capital kan bruge disse billeder og videoer til artikler på hjemmesider, på sociale medier eller til PR/marketing.

Du accepterer også, at du kan komme med på TV-optagelser fra arrangementerne eller pressefotos til aviser og magasiner. Rungsted Seier Capital vil altid bestræbe sig på ikke at offentliggøre kompromitterende billeder.
Stk. 3. Din fotografering ved arrangementer afviklet af Rungsted Seier Capital
Du må gerne optage billeder, lyd og video i Concordium Arena, hvis

  • det kun er til privat brug (fx på din Facebook, Twitter, Snapchat, Instagram mv), eller
  • det er til brug for officielle konkurrencer, som Concordium Arena/Rungsted Seier Capital udbyder, og
  • du overholder gældende lovgivning om bl.a. ikke at offentliggøre krænkende billeder af andre.

 Du må derimod ikke optage levende billeder eller lyd og videregive informationer om arrangementet, tribuner og øvrige stadionområder til kommercielt brug, uanset fremgangsmåde.

§7 Rygning

Stk. 1. Rygning
Al rygning i Concordium Arena er bandlyst.

§8 Fan-adskillelse

Stk. 1. Følgende regler om ”fan-adskillelse” er lavet for at optimere sikkerheden ved alle kampe i Concordium Arena. Hvis du ikke overholder dem, kan du blive afvist/bortvist uden refundering af billetten.

Stk.2. Til Rungsted Seier Capital-kampe er alle tribuneafsnit – bortset fra udeholdets tilskuerafsnit – som udgangspunkttilegnet Rungsted Seier Capitals fans.

Stk. 3. Hvis du vil udvise tilknytning til udeholdet ved fx. at bære farver, beklædning el.lign. eller synge slagsange, der kan forbindes til udeholdet, må du kun gøre det på de stadionafsnit, som er forbeholdt udeholdets fans.

§9 Overtrædelse af ordensreglementet

Stk. 1. Du vil blive nægtet adgang eller blive bortvist fra området, hvis du

  • ikke har gyldig(t) billet/adgangskort
  • vurderes at udgøre en sikkerhedsrisiko
  • har karantæne
  • ved din adfærd i øvrigt overtræder dette ordensreglement
  • som fan af udeholdet har købt billet til et afsnit, som ikke er forbeholdt udeholdets fans

Billetten refunderes ikke.

Stk. 2. Hvis du overtræder ordensreglementet i forbindelse med en kamp afviklet af Rungsted Seier Capital, kan der udstedes karantæne, hvorved du i karantæneperioden ikke må deltage i kampe, som Rungsted Seier Capital deltager i, hvilket gælder, uanset om kampen spilles på hjemme- eller udebane, og uanset om det er i ind- eller udland. Karantænen gælder desuden ethvert andet arrangement med tilknytning til Rungsted Seier Capital, uanset hvor arrangementet afvikles. Karantæneperioden og dens omfang afhænger af overtrædelsens karakter.

Stk. 3 Voldelige handlinger uden for de områder, hvor ordensreglementet finder anvendelser, men hvor der er en vis tilknytning til Rungsted Seier Capital eller arrangørens afviklede arrangementet kan der også blive tildelt karantæne.

Stk. 4. Idet ikke alle overtrædelser automatisk fører til karantæne, gemmes overtrædelser i periode, da disse kan danne grundlag for en eventuel senere karantæne. Såfremt man bliver tildelt karantæne, vil karantænen blive registreret i Rungsted Seier Capitals karantæneregister, og oplysningerne behandles i overensstemmelse med Rungsted Seier Capitals til enhver tid gældende privatlivspolitik.

Stk. 5. Stk. 1-4 gælder også for persongrupper, hvis overtrædelse af ordensreglementet (fx via påklædning, symboler eller opførsel) ikke kan tilordnes en enkelt person i gruppen, og overtrædelsen i øvrigt er karakteristisk for hele gruppens opførsel.

§10 Afgifter for overtrædelse

Stk. 1. Udover karantæne, forbeholder Rungsted Seier Capital endvidere sig ret til at tildele følgende bøder:

  • Hvis du uden tilladelse opnår eller forsøger at forcere glasset omkring ishockeybanen eller på anden vis opnå adgang til ishockeybanen, bliver du opkrævet en afgift på kr. 10.000,00, der forfalder til betaling øjeblikkeligt eller efter konkret aftale.
  • Hvis du medbringer eller benytter fyrværkeri, lysraketter, romerlys eller andrepyrotekniske genstande, bliver du opkrævet en afgift på kr. 5.000,00, der forfalder til betaling øjeblikkeligt eller efter konkret aftale.
  • Hvis du kaster med fyrværkeri, lysraketter, romerlys eller andre pyrotekniske genstande, bliver du opkrævet en afgift på kr. 5.000,00, der forfalder til betaling øjeblikkeligt eller efter konkret aftale.
  • Hvis du kaster med genstande i øvrigt, bliver du opkrævet en afgift på kr. 5.000,00, der forfalder til betaling øjeblikkeligt eller efter konkret aftale.
  • Hvis du besidder eller benytter maskering, bliver du opkrævet en afgift på kr. 5.000,00, der forfalder til betaling øjeblikkeligt eller efter konkret aftale.
  • Hvis du har karantæne og tager ophold i Concordium Arena under et Rungsted Seier Capital arrangement, bliver du opkrævet en afgift på kr. 5.000,00, der forfalder til betaling øjeblikkeligt eller efter konkret aftale.
  • Hvis du i øvrigt uberettiget skaffer dig adgang til Concordium Arena eller øvrige andre arrangementer, som Rungsted Seier Capital afvikler (eller prøver på det), bliver du opkrævet en afgift på kr. 5.000,00, der forfalder til betaling øjeblikkeligt eller efter konkret aftale. 

Stk. 2. Manglende betaling af en afgift, jf. § 10, stk. 1, forlænger en eventuel karantæneperiode.

Stk. 3. Bemærk, at betaling af afgifter ikke udelukker andre sanktioner, herunder erstatningsansvar, jf. § 11.

§11 Erstatningsansvar

Stk. 1. Al adgang, færdsel og ophold til arrangementerne sker på dit eget ansvar. Rungsted Seier Capital har ikke ansvar for person- eller tingskader som følge af ulykker eller andre besøgendes handlinger eller undladelser.

Stk. 2. Rungsted Seier Capital forbeholder sig ret til at holde dig personligt erstatningsansvarlig i henhold til gældende danske lovgivning, hvis du,

  • laver hærværk på Concordium Arena eller Rungsted Seier Capitalss ejendom
  • udviser en adfærd, der påfører Rungsted Seier Capital økonomiske tab
  • udviser en adfærd, der medfører bøder og/eller sanktioner for Rungsted Seier Capital

§12 Klager fra tilskuere, gæster mv.

Stk. 1. Hvis du oplever, at ordensreglementet ikke bliver behørigt eller korrekt håndhævet til ishockeykampe, som Rungsted Seier Capital er ansvarlig for at afvikle , eller hvis du af andre årsager oplever noget, som du ikke finder passende eller rimeligt, vil vi gerne høre fra dig på kontakt@rungsted.is.

Stk. 2. Hvis klager vedrører politi, brandvæsen eller andre eksterne myndigheder mv, bedes du dog henvende dig direkte til disse.

Stk. 3. Hvis du har glemt ting og sager i Concordium Arena, kan du kontakte Rungsted Seier Capital. Send en mail til kontakt@rungsted.is med beskrivelse af, hvad der er glemt, og hvor vi kan komme i kontakt med dig, så vender vi tilbage hvis det er indleveret.


Senest opdateret 9. september 2024.