Ishockey kan man roligt betragte som “nationalsporten” i Hørsholm/Rungsted.

Selvom både basketball, tennis og golf på hver sin måde også har haft stor interesse i lokalbefolkningen, så hvad ville være mere naturligt end at tage et større kig i historiebøgerne på ishockeyens udvikling i Rungsted.

Det hele startede på det lille Vallerød Gadekær i slutningen af 30’erne og starten af 40’erne (se billedet herover).

På Vallerød Gadekær havde en flok unge Rungsted-borgere nærmest slået sig fast ned om vinteren og hyggede sig med at stå på skøjter og “lege ishockey”. Man havde nemlig set, hvordan de spillede ishockey på Peblingesøen i en klub ved navn KSF, og det skulle man da efterligne i Nordsjælland, hvor interessen hurtigt greb om sig og blev tonegivende i lokalområdet.

FØDSLEN
Det blev til lidt mere end leg i 1940, hvor de unge mennesker blev enige om, at stifte en ishockeyklub, hvilket blev gjort nytårsdag 1941, og så var Rungsted Ishockey Klub født. Det blev den anden ishockeyklub i landet, men den første klub, der kun havde ishockey på programmet.

Klubben fik hjemmebane på Vallerød Gadekær, når ellers gadekæret kunne fryse til om vinteren. Gadekæret ligger omme på bagsiden af Vallerød Skolen, så det hele startede altså ikke så mange hundrede meter fra den nuværende hjemmebane. Men inden en rigtig skøjtehal var på plads nåede klubben at eksistere i hele 30 år med de store problemer, der kan være ved at dyrke ishockey udendørs i et land som Danmark.

Det var primært KSF, der blev spillet mod i de tidlige år, men der var også gryende ishockeyinteresse mange andre steder i landet, når ellers vejret tillod, at der kom is på diverse søer og andre områder, der egnede sig til ishockey.

For eksempel var Rungsted i januar 1946 i Odense og spillede mod Odense Skøjte- og Ishockeyklub, der netop var blevet stiftet på dette tidspunkt. Kampen blev spillet på OB’s baner i Munke Mose, som man kan se på billedet her under. Odense Skøjte- og Ishockeyklub overlevede ikke, men en del år senere kom som bekendt Odense Ishockey Klub på banen med større overlevelsesevner.

FLYTNING FRA GADEKÆRET

Den første markante skillelinie kom i 1947, da Rungsted Ishockey Klub første gang måtte flytte hjemmebane. Det skete efter en frygtelig ulykke, da teenageren Palle Nielsen druknede i gadekæret ved at styrte gennem isen.

Denne skæbnesvangre hændelse satte gang i arbejdet med en mere sikker løsning, og denne løsning kom til at ligge i Bolbroengen ved Bukkeballevej, hvor vandet fra Bolbrorenden blev brugt til at anlægge en ishockeybane med internationale mål på 30×60 meter, hvor bane 5 og 6 i tennisanlægget ligger i dag.

Anlæggets opførelse blev mulig via et lån på 5.000 kroner fra DIU, men så fik man også elektrisk lys med i købet. Spillerne stod selv for alt arbejdet med banen.

Det gjorde samtidig, at det var muligt at lægge is på banen uden helt så lange frostperioder, som man var vant til fra gadekæret, så der kunne spilles en del mere ishockey hvert år.

FØRSTE DM-TITEL GIK TIL RUNGSTED
Endnu havde de danske ishockeyspillere ikke spillet om et nationalt mesterskab, men det kom man til fra vinteren 1954/55. Inden dette blev der spillet nogle træningskampe mod svenske hold, men det var primært kampe mod KSF, der havde dannet rammen om aktiviteterne i Rungsted IK, og det var da også tilfældet i starten af DM-æraen.

Det startede med et brag for Rungsted, der erobrede mesterskabet i 1954/55 efter et flot comeback i finalen, hvor en KSF-føring efter første periode blev forvandlet til en 5-2 sejr og guld til Rungsted IK. Poul Nielsen, Ole Rasmussen, Svend Bagge, Peter Toksvig, Ole Nielsen, Frede Sørensen, Aage Nielsen, Einar Nielsen og Leif Johnsen stod på holdlisten, da guldet blev taget hjem.

Året efter fik KSF desværre revanche, og så fulgte tre år, hvor vejret ikke tillod mesterskaberne at blive afholdt. Der skulle gå noget tid endnu, inden vejrguderne blev sat ud af spillet omkring dansk ishockey. Specielt i Rungsted.

NYT GULD I 1963
Til gengæld blev det til sølvmedaljer igen i 1960, 1961, 1962 og 1964, og midt i denne række kom så det andet danske mesterskab til Rungsted i 1963, hvor det lykkedes at afvikle otte fulde spillerunder for at finde Danmarksmesteren.

Her tog Rungsted seks sejre og en uafgjort, selvom Rungsted klart var det hold, der trænede mindst, eftersom de øvrige hold alle var begyndt at få bedre forhold til at dyrke ishockey.

Holdopstillingen for de danske mestre anno 1963 indeholdt følgende navne: Sven Bugge, Michael Gauthier, Einar Gotfredsen, Niels Grauballe, Peter Grauballe, Per Molin, Otto Holten-Møller, Freddy Nielsen, John K. Nielsen, Ole Nielsen, Anders Petersen, Niels Petersen, Poul Petersen, Ulrik Prom, Palle Schneider og Hans Stenderup.

Som man kan se alene på den øgede mængde af spillere, så var der allerede sket en stor udvikling af dansk ishockey allerede siden første DM-afvikling.

På denne fantastiske video er en mulighed for at få et lille kig på, hvordan ishockeyen blev spillet i Danmark, da årstallet sagde 1960 og Rungsted mødte Esbjerg på en skøn snevejrsdag i Gladsaxe. Det er Rungsted med stribede strømper:

SVÆRT UDEN SKØJTEHAL
Efter DM-titlen begyndte lokaldebatten da også i højere grad at blive præget af de problemer Rungsted IK havde med trænings- og kampforholdene mod klubber som KSF, Gladsaxe og Esbjerg, der allerede havde fået indendørs isbaner med ganske flotte forhold. Men det skulle tage mange år endnu, før Hørsholm Skøjtehal skulle se dagens lys.

Af flere forskellige omgange gik Rungsted IK i gang med indsamlinger og andre initiativer til rejsning af penge i samarbejde med Hørsholm Kommunes bestyrelse, og i 1968 kom endelig tilsagnet fra kommunen om placeringen af det, der egentlig først bare skulle have været en isbane, men som heldigvis blev vedtaget som en skøjtehal til 5,4 millioner kroner.

Hørshom Kommune gav et ekstra bidrag samt et lån, der sikrede at skøjtebanefondens midler kunne række lidt længere, end man først havde forestillet sig. Til gengæld tog Hørsholm Kommune så også driften af hallen med offentligt skøjteløb osv. Med til at fundere hallen økonomisk var også en række pengegaver, som Rungsted IK havde modtaget i 1966 i forbindelse med klubbens 25 års jubilæum.

Et kæmpe stykke arbejde var ydet af Rungsted IK for at få pengene til denne hal op at stå, og man skylder stadig al tænkelig tak til de pionerer, som dengang knoklede for denne sag. Hørsholm Kommune afsatte endvidere 50.000 kroner i budgettet årligt til en skøjtebanefond siden 1966, indtil der var penge nok i puljen til at man i sommeren 1970 kunne påbegynde arbejdet med det første spadestik.

Rent sportsligt var det svært for Rungsted at holde fast i positionen under træningsforholdene inden skøjtehallens opførsel, selvom man i perioder kunne leje sig ind i Gladsaxe. Turene til Gladsaxe indeholdt da også nogle tilsatte transportproblemer, som man selvfølgelig også skal huske i ligningen. Samtidig kom flere og flere klubber på landkortet, så efter en masse metal i dansk ishockeys første år, dumpede Rungsted oftere og oftere ud af medaljerækken.

Efter tre år i træk lige udenfor medaljerækken blev det dog til bronze i 1968, men endelig påbegyndtes opførslen af den nye skøjtehal og i skyggen af denne lykkedes det også at få stablet et hold på benene, der kunne spille med om guldet igen.

NYE TIDER MED EN SKØJTEHAL
Klubben spillede stadig i Bolbroengen og Gladsaxe, da et særdeles stærkt Rungsted-hold i 1970/71 var det mest scorende hold i en DM-turnering indtil da. 105 mål scorede holdet, der havde canadiske Pierre St. Onge som topscorer med 26 mål og 38 point. Backen Philip McGee var ligeledes hentet i Canada.

Også Jens Hess Nielsen og Niels Søgaard var mellem ligatopscorerne, og det var groft sagt kun den legendariske målmand Bent Hansen, der forhindrede Rungsted i sit tredje guld. Hansen spillede for Gladsaxe, og den uhyggeligt stærke keeper var ankeret, der gjorde Gladsaxes defensiv til den helt store nøgle til mesterskabet i 1971. Rungsted måtte tage til takke med sølvet.

I november 1971 stod Hørsholm Skøjtehal endelig klar efter det store stykke arbejde med at samle midlerne. 6. november blev hallen indviet med en gang offentligt skøjteløb med gratis adgang og en enorm interesse.

Rungsted IK besluttede på dette tidspunkt at forsøge at avle spillerne selv med de nye forhold, og det kunne man heller ikke dengang gøre i en håndevending, så det kostede et par år i den tungere ende af en liga, der på denne tid var oppe på 10 deltagere.

NEDRYKNINGSFARE I 1977
I 1973/74 blev dansk ishockeys første form for slutspil indført, da seks hold blev skilt ud efter at alle holdene havde mødt hinanden to gange hver.

Under den nye turneringsform var Rungsted godt med igen fra start, og kom med mellem de seks udskilte hold de første tre år, men det var nær ved at gå galt det sidste år med turneringsformen, for her skulle ligaen skæres ned fra 10 til otte hold med effekt fra 1977/78.

Der var med andre ord to hold ekstra i farezonen i bunden af tabellen.

Rungsted var kun blevet nummer ni i grundspillet, så nedrykningen truede i høj grad og man skulle helt frem til sidste spillerunde for at finde afgørelsen.

Esbjerg havde inden sidste runde allerede sikret sig den næstsidste plads i bedste række, mens Rungsted og Hvidovre begge stod på 12 point med Frederikshavn på 10 point. Så der blev budt på en sand gyser i Frederikshavn foran 818 tilskuere, hvilket dengang var klar sæsonrekord hos nordjyderne.

Nerverne svigtede ikke gæsterne, der efter 2-2 i første periode knuste hjemmeholdet med 9-3, og da Hvidovre samtidig tabte 0-5 i Esbjerg, så trak Rungsted det lange strå, mens Hvidovre og Frederikshavn rykkede ned i 2. division. Begge kampe mellem Rungsted og Hvidovre var ellers endt uafgjort og Hvidovre havde bedste målscore inden sidste runde – men altså også sværeste afsluttende modstander.

Overlevelsen var sikret, hvilket tilsyneladende stabiliserede tingene en smule og stillede Rungsted foran den position, man skulle indtage i de kommende år, hvor medaljer så småt blev et tema igen.

Vigtigste mand i overlevelseskampen var formentlig nok Per Holten Møller. I hvert fald blev den bundsolide back efter sæsonen kåret som Årets spiller i Danmark, som den første Rungsted-spiller.

STARTSKUD TIL STÆRK RUNGSTED-ÆRA
Overlevelsen blev startsignalet til en stærk Rungsted-periode, hvor 80er legender som Per Holten Møller, Ivan Halberg, Søren Gjerding, Jesper Hviid, Henrik Jensen, Henrik Bach, Richard Lund-Andersen, Lennie Rasmussen, Kjeld Pedersen, Michael Rasmussen, Søren Clausen og mange andre var inde omkring et konstant stærkt mandskab, som toppede i 1980 med et sæt sølvmedaljer efter suveræne Vojens.

En af de stærke udlændinge, der blev hentet til holdet i disse år var finske Heikki Kojola, der i 1978/79 blev den første Rungsted-spiller, der havnede på toppen af topscorerlisten. Også Pekka og Seppo Santanen husker mange stadig tilbage på med glæde.

Der var store forventninger til holdet om flere medaljer end den der blev hentet i 1980, men det kneb igen og igen efter jul, hvor ellers gode starter blev vekslet til knap så gode afslutninger på turneringerne og det duede da slet ikke, når der også i starten af 80erne blev indført slutspil i dansk ishockey.

Men det var nu ikke indført endnu i 1980, hvor Vojens bare var alt for stærke og vandt med syv point til Rungsted. Sæsonen sluttede dog alligevel med en slags finale, men det blev en “sølvfinale” mellem Rungsted og AaB.

Med et voldsomt vintervejr uden for Hørsholm Skøjtehal var alting linet op til en stor duel mellem nummer to og tre, Rungsted og AaB. Trods vejret var hallen fyldt op med de maksimale 2.200 tilskuere, og de gjaldede i kampens slutfase “Sølvet er vort, sølvet er vort, vi har vundet, sølvet er vort”. Kampen blev vundet med 7-3, efter at det allerede stod 4-1 efter to perioder.

Året efter kiksede det til gengæld og blev kun til en femteplads og det blev til en sjetteplads i 1982, hvor Herning iøvrigt oplevede klubbens sidste nedrykning.

I 1982/83 var Rungsted til gengæld tilbage i toppen efter at man bl.a. spillede en fuldstændig spektakulær første periode i en kamp mod KSF inden jul. Det stod 5-0 efter fem minutter og første periode sluttede 9-0 frem mod et slutresultat på 13-1. Ærgerligt at komme 5-10 minutter for sent netop dén dag.

Herlev var også blevet slået med 11-3 i en storslået præstation inden jul, men det var alligevel mod netop Herlev, at Rungsted måtte se bronzemedaljerne glide af hænde i slutspillet.

Bronzen fik man til gengæld fingrene i året efter, da Rødovre blev slået 5-4 og 5-3, efter at AaB havde slået Rungsted i semifinalerne.

1985 BLEV SKÆBNESVANGER
Helt skæbnesvangert blev det i 1984/85, hvor det ellers året inden var blevet til bronze.

Der gik dengang fire hold i slutspillet, og Rungsted var millimeter tæt på at gå i medaljespillet igen i 1985. Men på absolut sidste spilledag stod det klart, at det ville blive enten Rungsted eller Esbjerg, der skulle have sidste billet. Og de to hold mødtes endda i Hørsholm Skøjtehal.

Rungsted-spillerne ramte ikke dagen og tabte i stedet 2-5 og dumpede derfor ned på en sjetteplads, hvilket igen skulle blive skæbnesvangert, for i nedrykningsspillet var Rungsted tydeligvis stadig lammet af nedturen. Opturen udeblev og specielt et nederlag efter straffeslag i Gentofte Skøjtehal mod HIK gjorde ondt.

Især fordi reglerne igen kom til diskussion omkring dette nedrykningsspil, efter at man allerede havde haft en kraftig diskussion af, hvorfor i alverden ligaen skulle skæres helt ned til syv hold.

Rungsted endte á point med Vojens på sidstepladsen i nedrykningsspillet. Med lighed i de indbyrdes opgør blev der dikteret omkamp i Odense, hvor Rungsted igen manglede marginalerne og tabte 2-3.

Denne afgørende kamp blev beskæmmet af et uheld, der nær havde kostet Thomas Kjærholm livet.

Kjærholm havde kampen forinden fået en hjernerystelse, men på grund af kampens vigtighed spillede han alligevel, og det var nær blevet vitalt, da Kjærholm igen blev ramt af en tackling i hovedet. Det gav en provokeret hjerneblødning, og lægerne måtte bore hul tre steder i kraniet for at lette presset, så Kjærholm kunne overleve. Missionen lykkedes gudskelov og Kjærholm blev reddet. Han har hele sit liv har været en stor figur i Rungsted IK, eftersom han efter selve ishockeykarrieren i mange år har været sponsor gennem møbelbutikken, Kjærholms.

Uheldet var samtidig et frygteligt flashback til tidligere på sæsonen, hvor Herlevs Palle Schultz var omkommet efter en kamp mod netop Rungsted, da Schultz ganske hændeligt fik en stav på halsen.

ÅRENE I 1. DIVISION
Med nedrykningen i 1985 stod den for Rungsted for første gang nogensinde på spil i Danmarks næstbedste liga, som samtidig tog navneforandring og kom til at hedde 1. division, mens den første Eliteserie i Danmark altså blev uden Rungsteds deltagelse.

De følgende år blev en tung omgang, hvor Rungsted hver gang havnede i top-3, men uden at kunne tage det afgørende skridt tilbage i den bedste række. Dengang var 1. division langt tættere på den bedste række i niveau end de seneste mange år, men springet var alligevel for stort for Rungsted flere gange.

Ét hold rykkede direkte op i Elitserien og erstattede nummer syv i Eliteserien, mens nummer to og tre i 1. division kvalificerede sig til et oprykningsspil mod nummer fem og seks i Eliteserien. Der var altså teoretisk set gode muligheder for oprykning.

Rungsted blev fast deltager i dette oprykningsspil i de følgende fire år, hvor først AaB, dernæst Gladsaxe, HIK og Vojens vandt 1. division og dermed den direkte oprykningsplads.

I kvalifikationsspillet mellem fem og seks i Eliteserien og to og tre i 1. division lykkedes det aldrig nogen hold at rykke op i de fire år, man spillede sådan.

Men det var tæt på at lykkes for Rungsted i 1988/89, hvor Esbjerg blev besejret i en fantastisk kamp i Hørsholm Skøjtehal foran snurrende DR-kameraer. Så alle chancer for oprykning var linet op, inden den afsluttende kamp mod HIK på hjemmebane. Men igen var skæbnen hård ved Rungsted, der foran 1.650 tilskuere måtte nøjes med 5-5 mod HIK, der havde Per Holten Møller i en slags bøddelrolle som træner for Gentofte-holdet.

Dermed blev det Rungsted og ikke Esbjerg, der skulle møde Rødovre i to afgørende playoff-kampe om den sidste plads i Eliteserien og her var der klasseforskel, idet Rødovre vandt 11-1 og 6-0.

1989/90: ENDELIG TILBAGE I BEDSTE RÆKKE
Erfaringerne blev imidlertid taget med til den følgende sæson, hvor Rungsted endelig skulle vise sig at sikre den tiltrængte oprykning.

Dette til trods for, at den amerikanske collegespiller Chris Thayer skulle have forstærket holdet, men rejste hjem igen inden sæsonen kom i gang.

Godt det samme, for holdet var denne gang rigeligt stærk til oprykningen, selvom Christian Juul var skiftet til Herlev. Michael og Mogens Raae var kommet netop fra Herlev, og Jan Nielsen var vendt hjem fra HIK og det skulle vise sig at være nok.

16-2 over Hvidovre og 10-1 over Skovbakken i de to første kampe satte standarden, men et 3-6 nederlag mod KSF i kamp tre satte dybe panderynker.

Heldigvis faldt revanchen fem runder senere ude mod KSF. Det lykkedes også allerede at sikre direkte oprykning uden oprykningsspil i fjerdesidste runde med en sejr på 7-1 hjemme over KSF, hvorefter champagnen kunne åbnes i Whiskybæltet.

At Rungsted havde en god tiltrækningskraft i dansk ishockey illustrerede DR med et indslag i aftenens sportsudsendelse med flere af Rungsteds mål – bl.a. et slagskud fra blå linie af Henrik “Duller” Schulze og efterfølgende interview med RIK’s daværende formand Michael Rasmussen, der bl.a. understregede, at han mente Rungsted var savnet i den bedste liga. Ikke just en hverdagshændelse med TV-indslag fra den næstbedste række i ishockey.

Kjeld Pedersen var Rungsteds topscorer foran Per Olsen, Peter Hansen og Carsten Hecht-Petersen i oprykningssæsonen, mens også “Duller”, John Iversen, Jens Terkelsen og unge profiler som Nicolai Clausen og Peter Green spillede vigtige roller i oprykningen.

Sæsonen ramte i øvrigt også et spektakulært highlight 14. januar 1990 i en kamp hjemme mod Odense. Her scorede Per “Busser” Olsen nemlig verdens hurtigste mål, da han nettede efter bare to sekunder.

Kjeld Pedersen vandt kampens første faceoff, så pucken gik ud til højre, hvor “Busser” hakkede til gummiskiven med det samme og kunne se pucken stryge i nettet bag Odenses målmand.

Guinness rekordbog var efterfølgende i Hørsholm Skøjtehal, hvor man gentagende gange på videnskabelig vis forsøgte at genskabe målet, for at måle om det nu også kunne lade sig gøre. Det kunne det, og målet endte med at blive indskrevet på sin plads i Guinness Book of World Records året efter.

Det må have været et mystisk øjeblik at træde ind i hallen sekunderne efter og se, at der stod 1-0 på måltavlen og 0.02 på uret.

1990/91: NY NEDRYKNING
Til den følgende sæson blev Olaf Eller hentet som spillende træner fra Rødovre, og Herningspillerne Rasmus Kjøngerskov, Karsten Rydder og Lars Østergaard blev hentet som andre vigtige profiler ved siden af amerikanske Scott McCormack, der blev taget direkte ind fra Harvard University, til sin første – og iøvrigt eneste – professionelle sæson.

Holdet gjorde det godt i 1991/92, og hang godt på i første halvdel af turneringen, men det viste sig, at der manglede rutine efterhånden som sæsonen skred frem og efter en stribe tætte nederlag blev det en nedrykning tilbage til 1. division.

Bredden var simpelthen ikke god nok og bortset fra Eller og de tre Herning-spillere, så havde de rutinerede spillere på holdet ikke eliteerfaring nok efter årene i 1. division.

Holdet havde dog gjort det bedre end de fleste andre oprykkere i årene forinden, men det var altså ikke nok, og heldigvis var der nye vinde på vej med en udvidelse af den bedste liga.

Eliteserien var lige blevet udvidet til otte hold forrige sæson, og nu var der yderligere en udvidelse på vej.

1991/92 NY OPRYKNING
I anden omgang blev det hurtigt overstået med 1. division, for året efter skulle Eliteserien udvides til 10 hold, og det vil sige at to hold skulle rykke direkte op fra 1. division, mens der var yderligere en mulighed i et kvalifikationsspil.

Joe Burton, der på afstand fuldstændig lignede Wayne Gretzky på skøjteløb, holdning og måden han satte sit udstyr på, skulle vise sig at være en kanonforstærkning, som man i øvrigt meget gerne ville have haft med op i Elitserien året efter. Amerikaneren var en kæmpeprofil i 1. division med vanvittige 68 mål i de 28 kampe. Sammen med bl.a. Christian Juul, Kjeld Pedersen, målmand Joakim Kattrup, Anders V. Jensen og den efterhånden rutinerede Nicolai Clausen bar Burton holdet til oprykning.

Kjøngerskov og Østergaard samt et par andre spillere forlod Rungsted igen og Peter Green forfulgte sine eliteambitioner med at tage til HIK, men der var godt med styrke på holdet alligevel og bl.a. var Christian Juul vendt tilbage fra Herlev.

Undervejs vandt Rungsted bl.a. 25-0 over Brøndby, men først i sidste runde blev oprykningen sikret med en 8-2 sejr over Århus , så Rungsted rykkede op sammen med Gladsaxe.

Nicolai Clausen scorede hele fire af målene i den afgørende kamp mod Århus IK, men han spillede også angriber dengang. En position, der stod foran en ændring i de kommende år for den unge mand med trøje nummer 14.

1992/93 DIREKTE IND I TOP-4
Med det nye avancement i 1992 blev der denne gang satset hårdere på en topplacering direkte efter oprykningen, og det indebar bl.a. at den tidligere Edmonton Oilers-spiller Steve Graves blev hentet til Rungsted fra Schweiz sammen med den elegante back Tim Gilligan. Henrik Toft kom fra Herning, Christian Jørgensen, Kent Aalborg og Johnny Klintrup fra Herlev, Christian Boysen fra Rødovre og Henrik Petersen samt Henrik Bjerring fra HIK.

Graves blev en unik oplevelse med sin kolossale speed og et håndledsskud, man næppe havde set før i Danmark. Rungsted var ellers også inde over forhandlingerne med en af de russere, der nu var på vej vestpå fra et Sovjetunionen i opløsning, men det måtte vente lidt.

Koblet sammen med den øgede rutine hos Rungsteds egne spillere bragte det Rungsted ind i medaljekampen med det samme. Blandt andet var 16-årige Morten Dahlmann fast mand hos Rungsted, omend man året efter måtte afgive den unikke skøjteløber til Leksand i et par år.

Kjeld Pedersen gjorde også comeback i en alder af 31 år hen mod slutningen af sæsonen efter at have trænet med et par uger forinden. Hans comeback affødte iøvrigt en skrivebordskontrovers mellem Rungsted og Rødovre i mellemspillet.

Her var Kjeld Pedersen nemlig ikke opført på kamprapporten og blev bortvist, da han undervejs assisterede på et mål af Steve Graves. Målet blev dog ikke annulleret i strid med reglerne, men det viste sig efterfølgende, at det var Rødovres protokolfører, der havde glemt at skrive Kjeld Pedersen på rapporten, for han fremgik af de papirer Rungsteds legendariske holdleder, Michael Antons, havde afleveret inden kampen. Så Rungsted fik lov at beholde 6-5 sejren trods Rødovres protest.

Ud over dette drama udspillede der sig også et stort drama i en kamp mellem Rungsted og AaB, hvor gæsterne truede med at udvandre i protest over dommer Benny Uldall undervejs. De spillede dog kampen færdig og man undgik dermed den anden udvandring af et hold i dansk ishockeys historie. Det havde også været ekstra ærgerligt på en dag med udsolgt – 2.400 tilskuere i Hørsholm Skøjtehal. Rungsted vandt kampen 8-0.

Rungsted endte med at ligge fast i top-4, men det missede med medaljerne i 1993, selvom Rungsted blev nummer tre i både grundspillet og slutspil, for Rødovre stod i vejen i bronzekampene.

Et andet kedeligt drama udspillede sig undervejs i sæsonen, da Johnny Klintrup fik revet tårekanalen over på det ene øje af en løs stav. Man frygtede at den 20-årige forward havde mistet synet på øjet, men han slap dog med et svært medtaget øje og en måneds pause. Året efter indførte man i dansk ishockey krav om at alle spillere fra årgang 1975 og yngre skulle spille med visir.

1993/94 RUSSERSATSNING
Herefter sadlede Rungsted om og satsede på russiske heste: Pavel Kostichkin blev hentet fra Winnipeg Jets’ farmerhold Moncton Hawks og fra Edmonton Oilers-systemet blev hentet den karismatiske Igor Vyazmikin, eller “Fyrst Igor” som han senere fik som tilnavn i Danmark.

Kostichkin havde året forinden spillet preseason-kampe med Winnipeg Jets, og Vyazmikin var blevet kåret som bedste spiller ved et junior-VM, så det var et par markante spillere, der blev fundet frem. Peter Green vendte også hjem fra HIK og tog landsholdskollegaen Kristian Just med sig.

Sæsonen blev dog i grove træk ødelagt halvvejs, hvor pokalfinalen gav anledning til en stærk gennemdiskuteret situation, da Pavel Kostichkin ramte Hernings Michael Mølgaard i munden med sin stav. Herning sagde “overlagt”, Rungsted sagde “selvforsvar”, og DIU gav Herning ret, selvom kampens dommer havde sagt som Rungsted, og i øvrigt stod lige ved siden af og så situationen fra en perfekt vinkel i forhold til at se Kostichkins ansigtsudtryk.

DIU idømte først karantæne resten af sæsonen og ændrede det siden til 12 kampe for til slut at blive bortdømt af DIF, som slog fast, at han kun skulle have haft en kamps karantæne.

På dette tidspunkt var sæsonen imidlertid slut og Kostichkin havde siddet udenfor i alle mellemspillets 10 kampe, hvor han utvivlsomt havde kunnet gøre den forskel, at Rungsted var kommet med i slutspillet. Nu blev det i stedet til en lang næse til Rungsted. Med kun to udlændinge på hvert hold var de to spillere for vigtige ingredienser på holdene til at man kunne undvære den ene uden at gå en del ned i niveau.

Rungsted endte på femtepladsen i turneringen og kom derfor akkurat ikke med i semifinalerne. Pokalfinalen blev iøvrigt tabt med hele 2-11.

Det var iøvrigt også sæsonen, hvor Olaf Eller inden sæsonstart havde stoppet den aktive karriere efter tre sæsoner som spillende træner for Rungsted. Og det var året, hvor ligaen skiftede navn til Super-Is-Ligaen efter nytår ovenpå et større slagsmål med fodboldens divisionsforening, der ville have navnet “Superligaen” for sig selv (selvom det sådan set var tyvstjålet fra speedwaysporten). Og endelig blev det igen et år, hvor Kjeld Pedersen gjorde comeback – han var med i den omtalte pokalfinale, men det blev også hans sidste kamp på højeste niveau.

1994/95 – HUSKER DU 21-3?
I 1994/95 blev der åbnet op for tre udlændinge mere i dansk ishockey, så Rungsted hentede den finske målkonge Arto Javanainen sammen med hans landsmand Jarmo Rantanen og som fjerde og sidste udlænding hentede Rungsted russiske Leonid Truhno ind i stedet for den lidt for besværlige, men til tider helt eminente Igor Vyazmikin.

Truhno havde haft en forrygende sæson med masser af point i Rødovre, så han blev med det samme imødeset med spænding.

Også Michael Widenborg blev tilsat som et spændende nyt supplement, og det blev ligeledes målmand John Hansen og så kom Anders Bach hjem til barndomsklubben fra Aalborg. Det var også sæsonen, hvor Nicolai Clausen blev omskolet til back.

23 mål i de tre første kampe og maksimumpoint efter fem kampe understregede alvoren, men sæsonen blev nok mest kendt for resultatet af en kamp i syvende spillerunde, hvor Rødovre var på besøg.

Kampen endte 21-3 til Rungsted efter at ni forskellige Rungsted-spillere kom på måltavlen og 17 spillere lavede point. Der snakkes stadig om denne kamp, og der synges da også stadig af og til om sangen blandt supporterne, når Rødovre er på besøg.

Esbjerg og Herning fik dog det sidste grin og endte i DM-finalen sammen, men Rungsted fik da de første medaljer i 11 år ved at slå Vojens med 12-3 og 7-5 i bronzekampene. Det blev samtidig startskuddet til at Rungsted vandt enten medalje eller pokaltitel i ni af 11 sæsoner fra 1995 til 2005.

1995/96 – RUNGSTEDS FØRSTE DM-FINALE I MANGE ÅR
I dansk ishockeys tidligste år havde man haft finaler som DM-afgørelse, men fra 1962 til og med 1981 blev mesterskabet kun placeret via et grundspil, så Rungsted havde ikke været i en DM-finale siden 1962. Det skulle ændre sig i 1996.

I sommeren 1995 hentede Rungsted forstærkning i form af brødrene Søren og Mads True, mens Morten Dahlmann vendte hjem efter et par år i Leksand. Desuden blev Jens Johansson, Claes Holmberg og Christoffer Nygren hentet som nye udlændinge i stedet for Javanainen og Rantanen.

Men det så skrøbeligt ud på backlinien, da meget stærke folk som Anders Bach, Henrik Toft og Henrik Petersen alle havde forladt klubben sammen med Rantanen, men det skulle vise sig at gå godt bagude alligevel.

Det var også året, hvor tilskuerpladserne blev “vendt om”, så ståpladserne kom over på østsiden og siddepladserne over på vestsiden, efter at det omvendte havde været tilfældet i 24 år. Og så var det også året, hvor Rungsted fik sin supporterklub med Janus Kyhl, Dorthe Bartholdy og Per Boldrup som stiftere.

Med Håkan Nygren som træner bød efteråret bl.a. på en kamp mod Vojens, der måtte aflyses på grund af kraftig tåge i Hørsholm Skøjtehal og senere på sæsonen måtte hallen tømmes til en kamp mod Hvidovre på grund af tilskueruroligheder og flasker på isen.

Uroen spredte sig tilsyneladende til spillet, hvor Rungsted efter 15 kampe lå på en plads under de seks slutspilspladser.

Der kom dog mere og mere facon over det, og holdet kvalificerede sig alligevel sikkert til slutspillet på tredjepladsen og i slutspillets alt for korte puljespil fik Rungsted skovlen under Herning ved at vinde hjemmekampen større end kampen i Herning var tabt, og dermed skulle de “blot” slå det noget svagere Vojens-hold i de to andre kampe.

Dette lykkedes akkurat, da Rungsted vandt 6-5 hjemme og sejrede med 6-1 i Vojens. Til den sidste kamp i Vojens var flere hundrede Rungsted-fans taget til Sønderjylland, og det samme var flere hundrede Herning-fans for at støtte Vojens, men det blev Rungsted-fansene, der vandt duellen.

Guldet havnede desværre i Esbjerg, der var for stærke i finalerne og vandt 6-0, 4-6, 6-5 og 5-2.

1996/97 – PER HOLTEN TILBAGE
I 1996/97 vendte Per Holten-Møller tilbage til barndomsklubben efter en række år som HIK-træner og landstræner og han fik glæden af at føre 15-årige Morten Green ind på en fast plads på et hold, som havde sagt farvel til Mikkel Schmidt, Henrik Bjerring, Christian Juul og Emil von Bülow, og foruden Juul, så stoppede også Carsten Hecht efter hele 12 sæsoner på førsteholdet i Rungsted. Endvidere fik nyindhentede Tim Osborne dårligt udstyr på kroppen, før han var væk igen.

Ud over Green så var Mads Olsen og Stefan Nilsson nye på holdet og Christian Mourier vendte hjem efter et år i Canada.

Sæsonen startede også nogenlunde som den forrige med en placering midt i tabellen i lang tid, men igen fik Rungsted stille og roligt manifesteret sig i top-4 og efter det nyindførte mellemspil var man klar til dansk ishockeys første slutspil med rigtige kvartfinaler.

Her blev Rødovre slået med 3-1 i kampe efter at Rødovre havde vundet den første kamp, men i semifinalerne blev Rungsted stoppet af Esbjerg efter lidt af en dommerskandale omkring Benny Uldall, der – efter en periode som Esbjerg vandt med 6-1 – erkendte, at han havde råbt “Det har de kraftedeme fortjent” efter Rungsted. Selv Esbjerg stod efter kampen frem og erkendte, at den var helt gal med dommerpræstationen.

Uldall havde fået kampen til trods for, at der helt op til kampstart lå en sag omkring Uldall og Søren True og lumrede. En sag, hvor True havde fået 14 spilledages karantæne til at starte med, men derefter havde fået sat karantænen ned til otte dage, så han var med i den pågældende kamp. Uldall påstod, at Søren True havde crosschecket ham med fuldt overlæg i en kamp, hvor Trues påstand var, at de simpelthen var løbet ind i hinanden ved et uheld.

Det ændrede dog ikke ved at Esbjerg var bedste hold i serien, hvilket de beviste med en 9-4 sejr i næste kamp, så Esbjerg gik til finalen.

Rungsted tog revanche og hentede bronzen med to sejre over slutspilssensationen, Gentofte, der ellers var kommet fra spillet om pladserne fra 7-12 og havde slået Vojens i en resultatmæssigt helt grotesk slutspilsserie. Rungsted vandt brozekampene 6-0 og 9-4.

Leonid Truhno satte iøvrigt dansk rekord i sæsonen, da han scorede 67 mål (i 52 kampe). Svært at forestille sig, at den rekord nogensinde bliver slået. Det var første gang en Rungsted-spiller blev ligaens målkonge.

1997/98 – NY GULDDANS
Der blev tale om en ren gysersæson i 1997/98, hvor Rungsted hentede Randy Maxwell i Frederikshavn, Morten Evensen fra Norge samt den hviderussiske OL-back Alexander Alexeev og russiske Boris Bykovsky som nye folk i stedet for Michael Widenborg, John Hansen, Claes Holmberg og Pavel Kostichkin.

Rungsted havde endvidere sagt farvel til to af klubbens største talenter, Peter Hirsch og Thomas Johnsen, der stod på vippen til en fast plads på Rungsted-holdet, men valgte at tage til svenske Troja-Ljungby, hvor to store karrierer tog fart.

Udskiftningerne medførte en ret sikker førsteplads gennem grundspillet, men det gik helt galt i pokalturneringen, hvor Rungsted fik en fuldstændigt uhørt røvfuld på 0-12 mod Herning, og denne krise rakte et stykke ind i mellemspillet, hvor alle point var nulstillet, og hvor Rungsted efter to af de 10 kampe lå på sidstepladen uden point.

Men det lykkedes at hive sig op igen og tage tredjepladsen i mellemspillet, og for andet år i træk stod Rødovre dermed på menuen i kvartfinalerne.

Akkurat som i 1997, vandt Rungsted også denne gang med 3-1 efter at Rødovre igen havde vundet første kamp i Hørsholm.

I semifinalen gjaldt det Esbjerg, og her fik vestjyderne ørerne i Truhno-maskinen. I kamp et havde Randy Maxwell med to mål og en assist banet vejen til overtid, hvor Truhno scorede det afgørende 4-3 mål og i kamp to satte Truhno fire mål i en 7-2 sejr, inden han leverede et par assister sammen med Alexander Alexeev, da Boris Bykovsky afsluttede semifinaleserien med et hattrick i en 5-2 sejr.

Desværre blev alle fem kampe i finaleserien vundet af hjemmeholdet, og da Herning havde hjemmebanefordelen, så blev guldet på heden efter en fantastisk finaleserie. Det var første gang nogensinde, at der blev spillet fem DM-finaler.

Her er muligheden for at se nogle highlights fra den fantastiske kamp nummer fire i finaleserien, hvor bl.a. en 17-årig Morten Green viste, hvorfor han efter sæsonen var et uundgåeligt valg som årets rookie i dansk ishockey:

Leonid Truhno blev efter sæsonen kåret som årets bedste spiller i ligaen for første gang i karrieren. En hæder, der skulle tilfalde ham igen i den følgende sæson.

1998/99 – RUNGSTED PÅ AKTIER
Rungsteds førstehold var det første danske hold, der fik et af de amerikanske kaldenavne, da man kaldte sig Cobras i 1996 og to år senere blev holdet også det første danske ishockeyhold til at gå på aktier.

Samtidig skiftede man træner fra Per Holten til svenske Göran Karlström, og Pavel Kostichkin vendte tilbage fra Finland, hvorfra også Ole Välipirrti kom, og Jesper Gram kom fra Gentofte. Til gengæld stoppede Christian Jørgensen og Peter Green karrieren, mens Boris Bykovsky tog til Rødovre. Senere på sæsonen kom også Dennis Olsson til Rungsted fra Hvidovre.

Kvartfinalerne var lavet om til gruppespil, og det endte i den helt store dramatik efter en grundspilssæson, der var forløbet rimeligt roligt for alle hold og med Rungsted på andenpladsen to point efter Frederikshavn.

Det sluttede i en medieskandale, da DIU ikke fik orienteret klubberne rigtigt om reglerne, og som sædvanlig trak Rungsted det korte strå, når tingene skulle afgøres på skrivebordet.

Vojens fik semifinalebilletten trods en byretsdom, der gav Rungsted ret og mens det hele gik op i regler, så overså pressen helt, at Rungsted også blev snydt i kampens slutfase, hvor et mål blev annulleret i sidste sekund, fordi dommeren mente at tiden var gået ud, hvad den helt tydeligt ikke var. Havde dommer Jens Chr. Fossaberg ikke begået denne helt åbenlyse fejl, så havde resten af farcen helt været undgået.

Leonid Truhno blev den anden Rungsted-spiller (Heikki Kojola var i 1979 den første) til at tage ligaens topscorertitel, og han blev efterfølgende også kåret til ligaens bedste spiller for andet år i træk, ligesom han også blev ligaens målkonge for andet år i træk. Han var 11 point foran nummer to på topscorerlisten, selvom han havde spillet seks kampe færre.

1999/2000 – NY SLUTPILSSKUFFELSE, MEN POKALSEJR
Det begyndte at blive en lidt skidt vane med dårlige slutspil for Rungsted, for efter skandaleafslutningen i 1999, blev også 2000 knap så sjov for Rungsted rent slutspilsmæssigt.

Denne gang var der ingen andre at bebrejde, hvilket jo basalt set heller aldrig burde have været nødvendigt i 1999. Men det var dog ikke værre end at Rungsted undervejs høstede sin første pokaltitel i klubbens historie med en uventet sejr på 4-3 ude mod Frederikshavn i finalen.

Der var ikke skiftet helt så meget ud på holdet, men Håkan Falkenhäll og Kristian Just var da kommet til blandt backerne og Anders Högberg i mål. Stortalenterne Nicolas Monberg og Morten Green var taget til Sverige, men ellers var danskerstammen intakt. Et halvt år efter Greens afsked var TV2 iøvrigt en tur i Leksand og lavede denne historie om den unge Rungsted-knægt:

Efter et fint grundspil, hvor Rungsted var godt med hele vejen og endte på fjerdepladsen, så åbnedes slutspillets gruppespil med tre nederlag på stribe til Vojens, Odense og Frederikshavn, og så var lyset stort set allerede slukket.

Det rakte ikke til en semifinaleplads med to sejre og en uafgjort i de sidste tre kampe.

Den største historie på sæsonen udspillede sig imidlertid ikke på isen, men i pengekassen, for i november gik det galt økonomisk og Rungsted måtte se konkursen i øjnene. Buen var simpelthen spændt for hårdt op omkring selskabets fødsel og konstruktionen sammen med Rungsted IK.

Reglerne var dog ganske lempelige dengang, så ved at påtage sig nogle forpligtelser – som siden igen blev dyre – så kunne en række nye investorer gå på banen og oprette et nyt selskab som redning, så Rungsted kunne spille videre i ligaen med nyt bagland.

2000/01 – GRUNDSTENEN LÆGGES
I 2000 var Per Holten-Møller tilbage ved trænerroret fra sæsonstart, efter at han havde erstattet Göran Karlström under den resultatmæssige krise sidst i den foregående sæson.

Holten hentede Dale Jago ind som ny joker på backlinien sammen med finske Mikko Niemi og i angrebet fandt han lidt overraskende en måde at få brødrene Stefan og Roger Elvenes til at tage til Danmark fra Rögle. Efter fire år omkring Rødovre og Gladsaxe vendte Henrik Bjerring også tilbage til Rungsted.

Dermed var grundstenene lagt til en trup, der skulle vise sig at kulminere året efter.

I 2000/01 lykkedes det dog kun at drille lidt, inden Rødovre tog fusen på cobraerne. Rungsted vandt ellers slutspillets gruppespil, og var også foran med 2-0 i kampe mod Rødovre i semifinalerne, men her indtrådte et kæmpe kollaps lige pludselig.

9-3 og 4-2 i de to første semifinaler blev fulgt at tre snævre Rødovre-sejre, og specielt den sidste kamp i Hørsholm husker mange fans og spillere sikkert stadig. Den sluttede i straffeslag efter en kamp, hvor Rungsted havde domineret fra ende til anden, men det er kun målene, der tæller, og dem var Rødovre bedre til at score og så havde de ellers en helt uhyggelig Kimmo Kyttölaakso til at tage sig af resten.

Gense den forfærdelige straffeslagskonkurrence her, hvis du ikke får det dårligt ved tanken:

Efterfølgende tabte Rungsted også bronzekampene til Esbjerg.

Året blev igen problematisk økonomisk pga. de forpligtelser, der var overtaget i det gamle firma, så Hørsholm Kommune måtte allerede i oktober træde til at med en løsning for Cobras. Men igen blev det med nogle modydelser, der kostede dyrt på den lange bane for ishockeyklubben. Men man var nødt til at tage mod tilbuddet for at overleve.

2001/02 – GULD
Den sportslige revanche lod ikke vente længe på sig for i 2001/02 var Rungsted i særklasse.

Kristian Just, André Clausen, Anders Högberg, Mikko Niemi og Søren True forlod holdet, mens Anders Ekstrand, Daniel Granqvist, Alexander Sishkovich, Andreas Sabroe, Jesper Selander og Alexander Sundberg kom den anden vej. Specielt Granqvist og Sabroe skulle få mange kampe og stor sportlig og social betydning for klubben i årene frem over. Kort inde i sæsonen kom Nicolas Monberg tillige hjem fra San Diego Gulls i USA.

Rungsted spankulerede nemt gennem grundspillet, som blev vundet med syv point og egentlig mest handlede om, hvor meget Rungsted sløsede undervejs.

Efterfølgende blev 12 af 13 slutspilskampe også vundet, flere af dem på spektakulær vis. Eneste nederlag faldt i Frederikshavn på en dag, hvor fem mand måtte blive hjemme med influenza og yderligere 4-5 mand havde trodset influenza-epidemien og taget med på halv kraft.

Blandt de fantastiske præstationer i dette mellemspil skal nævnes åbningskampen, hvor Rungsted scorede otte mål i tredje periode ude mod Hvidovre og vandt kampen med 10-1, og så skal 9-3 sejren hjemme over Vojens da også med. Her satte Rungsted to danske målrekorder som bliver vanskelige nogensinde at slå:

På to minutter og 51 sekunder scorede Rungsted ikke mindre end fem mål og satte dermed dansk rekord for et enkelt hold i en enkelt kamp i den bedste liga, og de tilføjede endnu en rekord, ved også at score mål nummer seks inden for tre minutter og 38 sekunder af det første mål.

I finaleserien havde Odense Rungsted på krogen i kamp et, som Stefan Elvenes imidlertid afgjorde i først skift i overtiden. Kamp to og tre havde Rungsted dog helt styr på, og mesterskabet blev kørt nemt hjem.

Endelig var Rungsted mestre igen og guldet kunne fejres i hele byen efterfølgende.

Her er alle de spillere, der nåede at spille kampe på holdet i guldsæsonen: Henrik Bjerring, Anders Ekstrand, Jens Terkelsen, Alexander Sishkovich, Daniel Granquist, Morten Dahlmann, Nicklas Plambeck, Randy Maxwell, Leonid Truhno, Mads True, Roger Elvenes, Nicolai Clausen, Jesper Selander, Morten Hvass, Thomas Johansen, Andreas Sabroe, Peter Persson, Jesper Gram, Stefan Elvenes, Alexander Sundberg, Dennis Olsson, Rasmus Jakobsen, Dale Jago, Nick Madsby, Nicolas Monberg, Thomas Johnsen.

Efter sæsonen fortsatte Rungsted-succesen, da Nicolas Monberg blev kåret som årets spiller som den anden Rungsted-spiller nogensinde og Leonid Truhno blev for anden gang ligaens topscorer i Rungsted-trøjen (han blev det også en enkelt gang som Rødovre-spiller.

Monberg oplevede også at være med til at spille Danmark op i A-gruppen for første gang i dette fantastiske efterår. Han var vicetopscorer på det landshold, der også indeholdt barndomskammeraterne Morten Green, Thomas Johnsen, Peter Hirsch og Alexander Sundberg. Et hold, der banede vejen for den succes, der siden har været omgærdet landsholdet i A-gruppen.

Se hele tredje DM-finale inklusive medaljeoverrækkelse og uddeling af DM-pokalen her:

2002/03 – NYE MEDALJER
Suveræniteten fra mesterskabssæsonen var det ikke muligt at holde fast i, men også i 2002/03 var Rungsted med til at markere sig i toppen af tabellen.

Odense tromlede over alle andre i grundspillet efter nogle markante indkøb og en helt uforlignelig defensiv, hvor specielt målmand Derek Herlofsky gjorde det svært at være modstander.

Rungsted klemte sig ind på andenpladsen med Slava Truhno og Rasmus Jacobsen som eneste nye, mens Mads True, Alexander Sundberg, Jesper Selander, Søren Kjær og Alexander Sishkovick var væk.

Med Slava Truhno på holdet blev han og Leonid Truhno 22. september 2002 det første far/søn par nogensinde til at spille på hold sammen i Metal Ligaen. Det skete i en udekamp mod Vojens.

Det var også på denne tid klubberne begyndte at købe rigtigt mange spillere ind ved deadline og her lykkedes det da også Rungsted at hive Lasse Degn og Michael Madsen ind fra Hvidovre og Pierre Jonsson fra Sverige.

Men det var ikke nok til at rokke ved Odense og Herning havde også hentet Jouni Vento og Nordin Harfaoui, som endte med at blive tungen på vægtskålen for uldjyderne, der snød Odense for guldet.

Rungsted vandt sin gruppe i mellemspillet og avancerede til semifinalerne foran Esbjerg, Frederikshavn og Rødovre, men i semifinalen fik Odense revanche fra 2002-finalerne, da de vandt med 3-1 i kampe trods hjemmebanefordel til Rungsted.

Rungsted tog ellers første semifinale med 5-1, men det hele blev nok afgjort i en vanvittig gyser i kamp tre, hvor ordinær spilletid sluttede 0-0, men hvor Kristian Lodberg afgjorde på straffeslag. Men ret beset var det nu Derek Herlofsky der asfalterede vejen, for Rungsted havde haft et hav af chancer til at afgøre forinden.

Rungsted fik dog oprejsning, da Esbjerg blev slået i bronzekampene, som også gik i fire kampe og endte 6-4, 1-2, 6-4, 5-2 og Nicolas Monberg kunne høste titlen som slutspillets topscorer med 23 point i 13 kampe.

2003/04 – NY POKALTITEL
Fire år efter Rungsteds første pokaltitel skulle det blive tid til en ny triumf på denne front, og igen var det i Frederikshavn, at triumfen blev hentet.

Rungsted havde slået Herning og Herlev undervejs mod finalen, hvor 4-1 i finalen over nordjyderne gav Rungsted en ny overraskende titel i en sæson, hvor man ellers kun blev nummer fem i grundspillet. Peter Hirsch spillede en helt vanvittig finalekamp for Rungsted og blev fortjent kåret som årets pokalfighter.

Roger Elvenes, Dennis Olsson og Jesper Gram havde alle indstillet karrieren og Lasse Degn var taget videre til Sverige, mens også markante spillere som Rasmus Jacobsen, Dale Jago og Pierre Johnsson var væk. Så det var en helt ny opbygning, der var sat i gang med folk som Jesper Andersen, Fredrik Håkansson, Casper Winther, Casper Brandis, Philip Hersby og Robert Medin som nyt indhold. Og så kom Peter Hirsch hjem til barndomsklubben midt i sæsonen fra USA, og blev altså vigtig for pokaltitlen.

Rungsted blev i denne sæson også det første hold nogensinde til at spille med to spillere på over 40 år på holdet, da Randy Maxwell og Leonid Truhno begge havde rundet de 40 30. januar 2004.

I slutspillet var man gået tilbage til rigtige kvartfinaler i stedet for gruppespil og for første gang i dansk ishockeyens historie skulle disse nu afvikles i serier bedst-af-syv, ligesom semifinaler og finale. Det var iøvrigt også året, hvor man indførte tre-points-kampe i Danmark og på sin vis eliminerede uafgjorte kampe.

Der skulle syv kvartfinaler til, før Esbjerg havde vundet over Rungsted, og det skulle vise sig at blive Esbjergs store år, for de vandt også i syv kampe i både semifinaler og finaler. Men det hjalp jo ikke Rungsted.

I Rungsted-lejren følte man sig lidt bortdømt i kamp syv i Esbjerg, men det var måske mere øjnene, der ser end dommerfejl, men videoen fra TV med det ene af Esbjergs mål kørte i hvert fald gennem VHS-båndoptageren på Rungsted-kontoret mere end én gang.

2004/05 – HATTRICK I POKALTITLER
I 2004/05 blev der igen skiftet en del ud i en trup, der nu tillige havde ændret navnet til Nordsjælland Cobras i forsøget på at tiltrække en større mængde tilskuere og sponsorer fra de tilstødende kommuner.

Peter Hirsch var taget til Malmö, men kom igen tilbage midt i sæsonen og så vendte også hans bardomsven Thomas Johnsen hjem til Rungsted efter et år i Odense og en årrække i Sverige. Men en mindst ligeså markant ændring i truppen var det nu nok, at man fik tilført to nye brødre, Lasse og Kasper Degn, mens de fleste af forstærkningerne fra året før forsvandt igen. Også Slava Truhno tog afsted til Canada og endelig var Martin Karlsson ny træner efter Per Holten-Møller.

Slava Truhno skulle i øvrigt året efter blive den første spiller nogensinde fra Rungsteds ungdomsafdeling, som blev draftet til NHL, da Edmonton Oilers tog “Truhno junior” i fjerde runde af 2005-draften.

Det store øjeblik i sæsonen, var da det lykkedes at slå AaB i pokalfinalen, og akkurat som med de to første pokaltitler til Rungsted, så blev triumfen sikret på udebane. 3-2 sluttede finalen i Aalborg, efter at Rungsted havde elimineret Esbjerg og Herlev forinden. Rungsted var dermed fortsat den klub med flest titler i det nye årtusinde – et mesterskab og tre pokaltriumfer siden det 21. århundrede tog sin begyndelse.

I grundspillet fik Cobras akkurat klemt sig ind på en fjerdeplads, mens Herning vandt suverænt med en vis Peter Regin som det helt store gennembrud i en alder af 18 år.

Kvartfinalen blev igen endestation for Rungsted, og akkurat som i 2004 blev det med 3-4 i kampe. Denne gang mod Frederikshavn.

Kvartfinaleserien indeholdt bl.a. Danmarks hidtil længste ishockeykamp. Først i syvende periode, efter over 124 minutters effektiv spilletid, vandt Frederikshavn kampen med 4-3 på et mål af Radim Piroutek. En ufattelig gyser at være vidne til.

Serien – og dermed sæsonen – sluttede med en bitter pille på hjemmeisen. Rungsted havde ellers tre dage forinden fightet sig i kamp syv med en sejr i Frederikshavn, men nordjyderne fik revanchen og vandt med 2-1 på to mål af tometerbacken Christian Schioldan.

En lille trøst var det at Nicolas Monberg, kunne se tilbage på en sæson, hvor han havde været suveræn målkonge. Han scorede 30 mål i grundspillet – 10 mål mere end den næstmest scorende, Robert Burakovsky fra AaB. Selvom AaB gik til finalen, så forblev Monberg også målkonge for hele sæsonen, når tallene blev lagt sammen.

2005/06 – TØRKEN STARTER
Efter en periode, hvor Rungsted fra 1995 til 2005 havde vundet enten en pokaltitel eller en medalje i ni af 11 sæsoner, så startede tørkeperioden i 2005/06-sæsonen.

Man spillede ellers i høj grad med om topplaceringerne og var kun seks point fra førstepladsen, da grundspillet var ovre.

Peter Hirsch var for første gang siden juniorårene i klubben gennem hele sæsonen, og Petri Virolainen skulle erstatte Alexander Sishkovich. Men den helt store ændring på holdet var, at Rungsted-legenden Leonid Truhno tog til Herlev og sluttede karrieren efter at have fået en testimonial-kamp i Rungsted. Russeren blev erstattet med en upåagtet Daniel Wallin, som dog skulle vise sig at være lidt af en målmaskine i dansk ishockey.

Selvom Nicolai Clausen var ude hele sæsonen med knæproblemer, så endte Rungsted på fjerdepladsen i grundspillet og for andet år i træk stod Frederikshavn på tapetet i kvartfinalen og denne gang var det Rungsted der vandt i syv kampe.

Igen var Frederikshavn på sikker kurs mod semifinalen, da de denne gang var foran med 3-1 i kampe. Med ryggen mod muren rejste Rungsted sig dog og vandt kamp fem med hele 6-0 og kamp seks med 3-1 og i kamp 7-gyseren kunne en fyldt Rungsted Skøjtehal eksplodere ved slutsignalet og 3-2 til Rungsted over Mike Grey og co. Målene scoret af Daniel Wallin, Kasper Degn og Andreas Sabroe.

Desværre ramlede holdet ind i en solid omgang influenza i semifinaleserien.

Ikke mindre end 17 spillere meldte afbud til en legendarisk kamp to i serien. Spørgsmålet er, om det nogensinde er sket før i en rimeligt stor liga i verden. Det er i hvert fald aldrig sket i Danmark hverken før eller siden.

Seks markspillere og en målmand blev sendt til Aalborg, og kun tre af spillerne, Kasper Weis, Morten Dahlmann og Nick Samsøe, spillede ellers fast med holdet. At kampen kun sluttede 8-1 var vist udelukkende fordi AaB følte medlidenhed og kun spillede i første gear.

Rungsted vandt den efterfølgende kamp på enorm vilje og fight, men spillet var reelt ovre og AaB vandt 4-1 i kampe, hvorefter Herning tog bronzemedaljerne for snuden af nordsjællænderne.

2006/07 – TRIST OTTENDEPLADS
2006/07 blev en træls Rungsted-sæson, hvor holdet hurtigt blev sat af i topkampen, og havde nok at gøre med at sikre sig den sidste slutspilsplads foran Herlev.

Nicolai Clausen måtte se i øjnene, at karrieren var slut. Knæene kunne ikke mere efter tre operationer. Han kom ikke for alvor i kamp i sæsonen, men blev trukket i tøjet som et moralsk rygstød til resten af holdet i kamp mod Rødovre 12. januar, hvor holdet virkelig havde brug for hjælp, men ellers var han ikke i kamp udover at han fik en testimonial-kamp 9. februar, hvor trøje nummer 14 blev pensioneret som den første i Rungsteds historie.

Med kampen mod Rødovre nåede Clausen 602 kampe i Rungsted-trøjen, hvilket nok kommer til at stå som klubrekord en del år endnu.

Nicolai Clausens fantastiske farvel til publikum i Rungsted:

Foruden Clausen var Petri Virolainen væk, erstattet af Niklas Karmhag, og Robert Medin blev erstattet af Christian Sjögren (som igen senere blev afløst af Sami Salonen pga. en skade). Peter Hirsch tog til Leksand to kampe inde i sæsonen og blev erstattet af Ola Nilsson. Og så var Tobias Kisum vendt hjem fra Leksand.

Sportsligt set startede sådan set fint nok med en tredjeplads efter 12 kampe og en sjetteplads halvvejs i turneringen, men i anden halvdel gik det knap så godt.

Det endte med en ottendeplads i grundspillet og i slutspillet var Herning for stor en mundfuld i kvartfinalerne, der sluttede 1-4. For at være helt ærlig var der aldrig spænding om dette udfald.

2007/08 – BUSSEN DER BRÆNDTE SAMMEN
Efter en trist sæson i bunden fandt Rungsted tilbage op i midten af rækken i 2007/08, hvor man var tilbage på 10 hold i ligaen.

Et helt udlændingekoppel var købt ind: Kerry Ellis-Toddington, Kory Baker, Johan Asplund, Magnus Eriksson, Brad DeFauw, Johan Olsson, Mikko Niinikoski, Jonathan Sjölund og Mattias Remstam kom til, de to sidstnævnte dog først senere på sæsonen som erstatninger for Ellis-Toddington og Baker, som ikke lige fungerede som håbet.

Det var dog de gammelkendte spillere i førstekæden, der excellerede med Kasper Degn og Lasse Degn som playmakere og Daniel Wallin som ligaens mest scorende med 33 mål i 43 grundspilskampe. Denne kæde spredte en del rædsel hos modstanderne, hver gang de var på isen.

Voldsomt gik det f.eks. for sig, da Daniel Wallin satte to klubrekorder for Rungsted ved at score de fem første mål og seks mål i alt i en sønderlemmende 9-0 sejr over Frederikshavn 9. oktober 2007. Kasper Degn noterede sig i denne kamp for seks assister.

Knap så meget rædsel spredte spillerdragten. Spillerne blev iklædt dragter, som rundt omkring i de andre klubber og i medierne hurtigt blev døbt smølfedragter, takket være den lyseblå Kappa-farve og de usædvanlige hvide bukser og hvide strømper. Kaldenavnet var vist ikke helt ved siden af…

Trods de mange indkøb måtte træner Hasse Ljunggren og spillerne nøjes med en position i midten af rækken gennem det meste af sæsonen og det endte med en sjetteplads i grundspillet. I slutspillet gjorde SønderjyskE kort proces og vandt 4-1 i kampe.

Et af de dramatiske højdepunkter – eller måske mere lavdepunkter – faldt i en kamp tidligt på sæsonen, hvor Kasper Weis fik et gevaldigt drøn i en tackling og bagefter intet kunne huske af kampen mod Hvidovre. Det var iøvrigt i samme kamp, at Rungsted-legenden Nicolas Monberg for første gang i karrieren stod som modstander i Hørsholm Skøjtehal.

Det største drama i sæsonen foregik imidlertid langt væk fra isen, da Rungsted-spillerne og klubbens som helhed fik et gevaldigt chok på vej hjem fra en kamp i Aalborg en helt almindelig tirsdag aften.

Det almindelige hørte imidlertid op, da der pludselig opstod en brand i motorrummet på bussen på vej tilbage fra kampen. Hele bussen endte med at brænde ned ved vejsiden på en sjællandsk motorvej, mens spillerne bare kunne stå ved siden af og se udstyr, stave og så videre gå op i flammer.

2008/09 – ØKONOMISKE PROBLEMER
Der blev satset hårdt i 2008/09 – også hårdere end der var råd til og til sidst i sæsonen sprang ballonen.

Finanskrisen havde ramt Rungsted, hvor Gunnar Leidborg var hentet ind som ny træner efter tre år med Hans Ljunggren. Men man opdagede det lidt for sent, så indkøb af en temmelig markant flok spillere som Justin Kurtz, Grady Moore, Branislav Kvetan, Chris Blight, Milan Gajic, Fraser Clair og Patrick Jarrett viste sig at være for dyr. En ung Morten Poulsen var også kommet til fra Herning.

Da de økonomiske realiteter kom op til overfladen, prøvede Cobras-ledelsen at redde skårene ved at sælge ud i stor stil, så Asplund, Jarret, Blight, Gajic, Clair og Moore alle var væk inden slutspillet.

Rungsted var et enkelt skaldet point fra en fjerdeplads i grundspillet, men efter alle spillerafgangene vandt Odense kvartfinaleserien 4-0, omend tre af kampene sluttede med et-målssejre.

Spillerudsalget og en stor indsats for at redde tilgodehavender på 1,5 millioner kroner hjem hos diverse udestående debitorer viste sig at være forgæves, for det hele endte med konkurs efter sæsonen. Inden konkursen i april havde man været i betalingsstandsning i fem uger.

Dermed fulgte Rungsted i fodsporene på Odense Bulldogs og Totempo HVIK, der også begge var gået konkurs tidligere på sæsonen. Også Herning Blue Fox var lige ved at knække nakken, men fandt dog en løsning med indskud på 2,3 millioner kroner og en kreditorordning.

2009/10 – KONKURS
En ny konkurs dukkede op allerede året efter, hvor Rungsted ellers havde lavet et helt nyt og meget forsigtigere koncept, netop for at forsøge at få tingene til at hænge bedre sammen.

Der var stor respekt omkring forsøget på den nye, forsigtige kurs, hvor der blev foretaget langt mere forsigtige spillerindkøb.

To billige slovener viste sig godt nok ikke at være gode nok, og de blev afhændet hurtigt, så Eric Przepiorka og Johan Asplund var i det meste af sæsonen eneste udlændinge. Morten Dahlmann kom hjem efter en tur i Herlev og Hvidovre, Nicolas Monberg kom også hjem og afsluttede karrieren i barndomsklubben. Desværre blev den afsluttet af en øreskade undervejs i forløbet.

Det gav et forbavsende godt resultat, især via en formidabel sæson af Lasse Degn, der oplærte Morten Poulsen, mens også Andreas Sabroe havde en “karrieresæson” i denne kæde. Det gav blandt andet en flot plads i pokalfinalen, hvor SønderjyskE imidlertid vandt sikkert med 7-2.

Trods de fine resultater trak “Netto-projektet” ikke tilskuere nok og efter sæsonen droppede man at køre videre og lukkede biksen igen. Denne gang med nedrykning til følge efter et slutspil, hvor SønderjyskE havde vundet 4-1 i kvartfinalerne.

Dermed blev det et karrierestop for Lasse Degn, som nåede at blive en fantastisk stor skikkelse i Rungsted, og som RIK heldigvis har kunnet trække på som en storslået ungdomstræner de senere år. Hvem ved – måske han er en fremtidig førsteholdstræner?

2010/13 – TILBAGE I 1. DIVISION
Akkurat som under de økonomisk magre danske år i 80erne, så måtte Rungsted igen se i øjnene, at når samfundet som helhed er i økonomisk krise, så er ishockeyen i Rungsted det også.

Det blev i denne omgang til tre år i 1. division. Det første år var med Andreas Sabroe som den store stjerne og undervejs i de tre år var der også et visit fra Lasse Degn, som dog endte med at stoppe karrieren i dette forløb. En stor karriere, som heldigvis mundede ud i at Lasse blev ungdomstræner i klubben, hvor hans søn nu er på vej op i systemet.

I både 2011 og 2012 endte Rungsteds sæson med nederlag i bronzekampe i 1. division, men i 2013 tog Rungsted revanche.

Med Kristian Hebsgaard og Nicolai Filipsen som de største pointplukkere gik Rungsted hele vejen til en fantastisk 1. divisionsfinale mod lokalrivalerne fra Gentofte.

Foran 1200 tilskuere i Gentofte endte det hele i en kamp syv, hvor Rungsted vandt et brag af en serie.

Afslutningen på finaleserien mellem Gentofte og Rungsted i 1. division 2013:

2013/14 – TILBAGE I ELITEN
I foråret 2013 lykkedes det en gruppe investorer, at rejse den kapital og de ressourcer, der var nødvendige for at få Rungsted tilbage i den bedste række.

De to andre gange Rungsted er “rykket op” var det ved rent sportsligt at spille sig til oprykningen via den næstbedste række, så det forekom passende, at det netop blev i 2013, at Rungsted vendte tilbage i kølvandet på de flotte finalesejre i 1. division over Gentofte.

Rungsted fik nogle af sine egne drenge tilbage fra andre klubber, herunder Peter Hirsch, Peter Persson og Tobias Kisum, og et par forstærkninger mere blev hentet udefra såsom Nikolaj Rosenthal, svenske Markus Karlsson og nordamerikanske Jeff Smith og Scott Champagne, men hovedparten af holdet var med til at vinde 1. division.

Desværre blev man ramt af et tidligt uheld, da den hyrede træner, Joe Clark, af personlige årsager måtte blive i Nordamerika, og nødløsningen på trænerposten viste sig ikke at fungere. Allerede et par måneder inde i sæsonen måtte Doug MacKay fyres, så Søren True kom til på trænerposten i et par måneder, inden det til slut blev besluttet efter nytår, at Per Holten Møller var den rette mand til at føre holdet mod den følgende sæson, så han kunne ligeså godt tage over med det samme.

Det blev derfor en sportsligt svær sæson med mange sikre nederlag, men kun et par store afvaskninger. Det sportslige højdepunkt kom, da Rødovre blev sendt hjem med en 7-0 øretæve, men en af de store oplevelser i sæsonen var også, da Peter Hirsch i den sidste kamp på sæsonen blev hyldet til den store guldmedalje, da han havde besluttet at stoppe karrieren. Det medførte et rørende comeback til hans gamle ven, Thomas Johnsen, der dermed også fik lov at sige farvel i Rungsted-farverne, som også tegnede Johnsens storslåede karriere.

Hirsch sluttede med den danske rekord for den målmand med flest VM-turneringer på kappen, nemlig 12.

Kampen viste sig også hen over sommeren at betyde farvel til en tredje gammel Rungsted-kæmpe, Peter Persson, som stoppede karrieren pga. en vigtig forfremmelse i det civile arbejde.

Her siger Peter Hirsch og Thomas Johnsen farvel til fansene efter deres sidste kamp:

2014/15 – FØRSTE SLUTSPIL I FEM ÅR I SKADESPLAGET SÆSON
Efter returen til den bedste række i 2013, så blev det i 2014/15-sæsonen til et godt skridt fremad for Rungsted igen, da det for første gang i fem år blev til deltagelse i slutspillet for ligaens ældste klub.

Grundspilsvinderen Herning valgte at tage Rungsted i kvartfinalerne, og det var tæt på at uldjyderne kom til at fortryde dette helt gevaldigt.

Undertippede Rungsted vandt nemlig de to første kampe, og da også kamp nummer fire blev spillet hjem, så var Herning pludselig nede med 1-3 i kampe og Rungsted stod med det ene ben i en overraskende semifinale. Men her stoppede eventyret og en ærgerlig skade til stærke Joel Johansson samt en diskutabel karantæne til den anden udenlandske back, Phil Paquet, fik formentlig afgørende betydning.

Johansson og Paquet var kommet til klubben inden sæsonen sammen med stærke udenlandske forwards som Adam Estoclet, Anthony Maiani, Lauris Bajaruns, Erik Hjlmarsson og Carlo Finucci samt målmand Zane Kalemba.

Også Anders Feddersen var et nyt positivt bekendtskab.

Med disse forstærkninger rykkede Rungsted fra sidstepladsen til syvendepladsen, selvom holdet var ramt af klart den største mængde skader af alle hold. I én kamp var ni mand ude og i gennemsnit var lige over tre mand pr. kamp udenfor med skader.

Trods denne modgang viste holdet stærkt sammenhold og var indtil næstsidste spillerunde inde i kampen om en femteplads i grundspillet.

Med til at sikre den succes under de mange skader var også, at flere unge spillere begyndte at rykke langt frem – specielt det faktum, at man spillede med hele fire J18-spillere i samtlige de syv kvartfinaler mod Herning var historisk. Det har ingen klubber før gjort i dansk ishockey: Mathias Røndbjerg, Nicolai Weichel, William Boysen og Jonas Røndbjerg.

Røndbjerg satte tilmed dansk rekord i starten af sæsonen, da han med sine 15 år blev den yngste målscorer i Metal Ligaen nogensinde. Han slettede dermed Morten Greens stående rekord. Det blev tilmed et sejrsmål mod de danske mestre fra SønderjyskE. Broren, Mathias Røndbjerg, spillede i de sidste par kampe af sæsonen sammen med Nicolai Weichel i Danmarks yngste backpar nogensinde – to J18-spillere sat sammen.

Den mest kuriøse af de mange skader i sæsonen stod der Nikolaj Rosenthal på, da han to gange i sæsonen brækkede samme kraveben.

Sæsonen sluttede iøvrigt med udsolgt til begge de to sidste hjemmekampe i Saxo Bank Arena. Det var første gang i klubbens næsten 75-årige historie, at der var udsolgt til to hjemmekampe i træk: 2.460 tilskuere.

Uden for isen tog Rungsted Ishockey nogle store kraftspring i den rigtige retning. Blandt andet blev der undervejs meldt ud om, at man havde rundet 100 partnere, og der blev også sat rekord for antallet af spisninger for partnere, så fundamentet for en holdbar struktur for klubben var blevet støbt stærkt og bæredygtigt.

2015/16 – MORTEN GREEN VENDER HJEM
Allerede i optakten til 2015/16-sæsonen skete der store ting og sager i Rungsted Ishockey.

Den første store melding kom allerede tidligt på sommeren inden sæsonen, da Morten Green besluttede sig for at vende hjem efter 16 år i udlandet. Landsholdets kaptajn og landskampsrekordholder underskrev en treårig kontrakt med barndomsklubben, som han forlod som 18-årige i 1999 for at tage til Leksand.

Green blev fulgt af Tobias Kisum, der ligeledes vendte tilbage til barndomsklubben, men han havde dog kun været væk i et år af arbejdsmæssige årsager. Her ud over kom Daniel H. Nielsen fra Hvidovre, og bortset fra én mand blev hele udlændingekorpset skiftet ud, så nordamerikanske Anthony Aquino, Drew Schiestel og Michael Clemente trådte ind som nye sammen med svenskerne Johan Andersson og Anders Grönlund samt finske Ossi Saarinen. Aquino forlod dog truppen og stoppede karrieren midt i sæsonen, mens Antti Kangasniemi i stedet kom til fra den finske Liiga.

Den største tilgang kom imidlertid uden for isen, da Rungsted Ishockey under ganske betragtelig medieopmærksomhed kunne præsentere Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen som ny storaktionær i klubben, der samtidig blev omdannet til aktieselskab efter to år som anpartsselskab siden opstarten i 2013.

Klubben kunne allerede i starten af august melde ud, at man havde fordoblet omsætningen på sæsonkort, og kort efter kom også meldingen om, at antallet af partnere var betydeligt højere end samme tid året før, så det forretningsmæssige var blevet yderligere konsolideret efter den særdeles positive udvikling året forinden.

Kort efter nytår annoncerede klubben også et navneskifte, da Lars Seier Christensens private investeringsfirma gik ind som klubbens første navnesponsor, hvilket ændrede holdnavnet til Rungsted Seier Capital fra 12. januar 2016.

På isen var sæsonen meget op og ned for Rungsted, der fik en overraskende dårlig sæsonstart og lå på en plads uden for slutspillet efter 10-12 kampe, men skuden blev rettet op og ligeså langsomt rykkede holdet nærmere mod midten. Det endte med en sjetteplads i grundspillet, selvom det smertede, da nyindkøbte Tuomas Santavuri måtte forlade klubben efter bare en enkelt klub, da han var ramt af en depression. Santavuori blev hentet få dage før deadline og var kun i klubben fire dage, men det var nok til at deadline var overskredet, så en anden spiller ikke kunne hentes.

Da begge Rungsteds udenlandske backer, Anders Grönlund og Drew Schiestel, blev ramt af skader lige inden slutspillet og ikke kunne deltage i dette, så var chancen for at overraske grundspillets toere, Frederikshavn, reelt udspillet og nordjyderne vandt kvartfinalerne i fire kampe.

2016/17 – TROFÆ-TØRKEN SLUKKET MED POKALTRIUMF
11 sæsoner efter det seneste trofæ til eliteishockeyen i Rungsted, så lykkedes det i 2016/17 at finde en dejlig oase i form af en pokaltitel. En perfekt udgang på den førstepokalfinale nogensinde i Saxo Bank Arena/Hørsholm Skøjtehal.

Allerede fra 2016/17-sæsonens start leverede Rungsted et opsigtsvækkende brag, da det lykkedes at hente en træner direkte fra den bedste svenske ishockeyliga, SHL. Björn Hellkvist trådte således til direkte fra rollen som head coach i Malmö Redhawks, og han gjorde med det samme opmærksom på, at han var kommet med målet om at vinde guld i løbet af den toårige kontrakt, han skrev med nordsjællænderne.

Hellkvist tiltrak to tidligere NHL-spillere i canadiske Kent McDonell og svenske Fabian Brunnström. Begge havde spillet under Hellkvist i Malmö, og for Brunnström tilknyttede sig den historie, at han var den kun tredje NHL-spiller, der lavede hattrick i sin NHL-debut.

Her ud over var den amerikanske målmand Jeff Lerg, den svenske back David Suvanto og den amerikanske back Eric Meland samt de to forwards, svenske Jon Palmebjörk og canadiske Brendan Connolly kommet til på udlændingesiden. Og på danskersiden var brødrene Nicholas og Alexander B. Jensen vendt tilbage til barndomsklubben Rungsted efter en årrække i både udlandet og andre danske klubber. Mikael T. Christensen kom endvidere fra Rødovre og undervejs var Mads Larsen til låns fra svenske Pantern i nogle få kampe.

På afgangssiden var Jonas Røndbjerg taget til Växjö i jagten på en NHL-karriere, mens den 15-16-årige duo Oliver True og Gustav Green i stedet blev hevet op fra ungdomsafdelingen.

Rungsted indtog førstepladsen i starten af turneringen med maksimumpoint de første fire kampe, men måtte aflevere denne plads til Aalborg med et nederlag hjemme mod det nye, uventede tophold, Aalborg, i femte spillerunde. Aalborg holdt sig i toppen, mens Rungsted dumpede ned fra anden- til sjettepladsen gennem en helt forfærdelig december måned, hvor Eric Meland blev skiftet ud med svenske Simon Löf umiddelbart inden nedturen.

Desværre fortsatte denne nedtur sæsonen ud, og efter en ottendeplads i grundspillet, så ekspederede Odense Rungsted ud i blot fire kampe i bedst-af-syv kvartfinalerne.

Heldigvis kom der et stort plaster på såret i februar, da Rungsted for første gang i klubbens historie kunne byde velkommen til gæster og direkte TV-transmission til en pokalfinale. Fem gange tidligere havde Rungsted fundet vej til pokalfinalen, men aldrig før hjemme i egen hule, så det var et stort arrangement for klubben.

Fansene og spillerne responderede på den mest positive vis med et flot show og en flot fight – og ikke mindst en sejr på 3-0 over grundspilsvinderne fra Aalborg.

Den fjerdepokaltitel i klubbens historie var en kendsgerning.

2017/18 – ENDELIG MEDALJER IGEN
Pokaltriumfen kunne ikke fjerne indtrykket af, at der skulle ske noget nyt efter at anden halvdel af 2016/17-sæsonen gik helt galt i grundspillet og i slutspillet. Så Rungsted indledte sommeren med at skifte Björn Hellkvist ud med Peter Johansson i trænersædet, og så blev samtlige udlændinge også skiftet ud påny.

Det var en ekstra vigtig sæson for Rungsted, der således for første gang i klubbens historie skulle deltage i europæisk ishockey, nemlig Continental Cup. Sidste gang Rungsted havde denne mulighed takkede man af økonomiske årsager nej til deltagelsen efter mesterskabet i 2002. Det gjorde de fleste danske klubber i de år, men op gennem 00’erne var det blevet kutyme for danske hold at deltage både i Continental Cup og endnu mere udtalt i Champions Hockey League, efter indførelsen af denne turnering.

Det lykkedes tilmed Rungsted at sikre sig hjemmebanefordel i det indledende gruppespil, så også klubbens fans fik optimal mulighed for at følge denne “internationale jomfrurejse.”

Ind blev hentet den svenske målmand Kevin Lindskoug, de nordamerikanske backer Mike Vernace og Brendon Nash samt nye forwards i Mattias Persson, Marcus Olsson, Robin Bergman og Jake Hansen. Dertil kommer, at Rungsted-drengene Christoffer Lindhøj og Emil Oliver Christensen kom hjem fra hhv. Gentofte og Rødovre, samt at Morten Jensen skiftede til Rungsted efter fire år i Rögles ungdomsafdeling. Endvidere forlængede Marco Illemann med Rungsted efter at være kommet fra Rødovre kort inden deadline sæsonen forinden.

Dog var tabet af VM-spillerne Nicholas B. Jensen og Nicolai Weichel samt de to stortalenter Gustav Green og Oliver True også ganske markante. Green kom dog tilbage midt i sæsonen efter at en skade havde ødelagt hans ophold i Malmö. Også den NHL-draftede juniorlandsholdsspiller Nikolaj Krag kom ind omkring holdet midt i sæsonen.

Rungsted fik en eminent start på sæsonen med en andenplads efter syv kampe og for første gang siden 2002 stod man samtidig med fem rene sejre i træk. Positionen kunne dog ikke holdes gennem hele grundspillet pga. en historisk stor mængde skader. Mikael T. Christensen, Morten Green, Joachim Holten Møller, Nikolaj Krag og Alexander B. Jensen blev alle langtidsskadede og Rungsted spillede gennem 17 kampe i træk ikke med under tre skader. I gennemsnit var over fem mand skadet pr. kamp gennem sæsonen.

Det kostede desværre en exit fra Continental Cup og et fald fra anden- til ottendepladsen i Metal Liga-tabellen. Men holdet kom igen og i januar stod Rungsted for andet år i træk i pokalfinalen. Odense var blevet revet i stykker med 7-0 i semifinalen, men det blev en hæmsko for Rungsted, at finalen allerede skulle spilles dagen efter mod Aalborg. Nordjyderne kunne således stille med kun en mand udenfor, mens Rungsted med syv mand ude kun kunne stille med tre kæder og løb tør for kræfter i et 2-5 nederlag.

Skadesstuationen betød, at truppen blev udvidet lidt ekstra, da Gustav Green kom hjem efter et kort ophold i Malmö, mens også Rasmus Andersson fandt vej til Rungsted i anden halvdel af sæsonen. Desuden blev finske Aleksi Laakso på rekordtid en publikumsfavorit, da han blev hentet før sidste kamp i grundspillet.

Med de mange skader gennem sæsonen in mente, så var en sjetteplads i grundspillet ikke helt skidt skuldret, og at potentialet var alt rigeligt til stede til mere, viste Rungsted i en udmagrende kvartfinaleserie mod Rødovre, hvor Rungsted endte med at skyde sig igennem via syv kampe mod ærkerivalerne.

Der var ikke krudt nok i tønden til at slå Herning i semifinalerne, men der var trods alt god grund til at glæde sig over de første medaljer i 15 år, da Esbjerg blev besejret i to kampe som afslutning på sæsonen.

2018/19 – RUNGSTED RYDDER BORDET
Det blev en lidt mærkelig optakt, der ramte 2018/19-sæsonen, da det kort inden spillerne skulle på is første gang blev meddelt, at træner Peter Johansson ikke skulle fortsætte. Johansson var ikke tilfreds med, at klubben gerne ville satse på flere unge spillere af egen avl – det synes han ville blive alt for tyndt et grundlag. Man fristes til at sige: “Boy, was he wrong!!”

I stedet lykkedes det Rungsted Seier Capital at overtale den mangeårige klubmand, Flemming Green, til at overtage tjansen. Green havde som assistenttræner været med til at føre Rungsted til guldet i 2002, men dette var hans første tjans som seniortræner, og mange var derfor forståeligt skeptiske omkring udsigterne. Men også her blev al kritik gjort til skamme.

Green fik kæmpe succes og ledte klubben mod en førsteplads mere eller mindre fra kamp et, og blev bl.a. manden bag klubbens hidtil længste sejrsrække på ni sejre i træk i ordinær spilletid fra oktober til december. Man skulle otte år tilbage for at finde en længere stime af sin slags i Metal Ligaen af noget hold. Desværre blev Flemming Green syg midt i sæsonen og måtte overlade roret til assistenttræneren gennem de seneste tre år, Erik Hjalmarsson.

Hjalmarsson skulle lede en trup, der inden sæsonstart havde mistet hele syv danske spillere uden at der var hentet nye danskere ind foruden de to nye målmænd, Thomas Lillie og Jon Lee-Olsen. Oscar Schulze kom dog også hjem igen efter et år i nedrykkede Gentofte. Senere kom så også Frederik Høeg til Rungsted fra Hvidovre, der midt i sæsonen blev ramt af konkurs og måtte trække holdet, og Oliver True kom hjem fra et ophold i Canada. Høeg skulle erstatte Mikael T. Christensen, der for andet år i træk blev ramt af en langvarig hjernerystelse.

På udlændingesiden var svenske Robin Bergman, Marcus Olsson og Mattias Persson blevet og skulle komme til at udgøre en fantastisk kæde sammen. De fik selskab af landsmanden Simon Fredriksson på backsiden og den canadiske trio Tyler Fiddler, Charlie Sarault og Tim Daly fik også stor succes.

Udover den førsteplads, der på et tidspunkt var helt oppe på 12 points forspring, blev der 26. januar suppleret med en fantastisk triumf, da Rungsted vendte 0-2 inden tredje periode til en overdådig 3-2 pokalfinaletriumf mod Frederikshavn efter to mål i sidste minut af nordsjællænderne.

Rungsted havde i semifinalen af Final 4 slået værterne fra Aalborg og blev fejret med fyrværkeri og en solid fest ved ankomsten hjemme i Rungsted lørdag nat efter triumfen.

Efter Final 4 kunne man måske have frygtet en afmatning. Rungsted har mange gange i sin ishockeyhistorie set en nedgang efter nytår af en eller anden grund. Men ikke denne gang!

Tværtimod stormede Rungsted videre og sikrede sig grundspilssejren allerede tre runder før afslutningen til trods for det maksimale pointtab ved Hvidovres konkurs. Man kunne sågar tillade sig at tabe de sidste to kampe og stadig vinde med fire point ned til SønderjyskE.

I slutspillet ventede Herlev, der havde vundet den sidste kamp i grundspillet netop mod Rungsted, men der blev gjort kort proces og kun fire kampe var nødvendigt. I semifinalen var der til gengæld hård konkurrence fra Frederikshavn, der dog blev besejret i seks kampe.

Dermed ventede en finale mod SønderjyskE, der havde vundet så mange gange tidligere i dette årtusinde. De kunne imidlertid heller ikke stoppe Rungsteds march. Ikke engang bare en enkelt aften. Da Rungsted i 2002 blev mestre senest tabte holdet kun i Frederikshavn gennem hele slutspillet og finalemodstandernes træner var, Mario Simioni. Denne historie gentog sig, for heller ikke denne gang formåede Simionis tropper at vinde nogen kampe over Rungsted.

Thomas Lillie i målet sluttede tilmed af med at holde buret rent de sidste to kampe, så Rungsteds fansektion kunne eksplodere i guld, blåt, rødt og hvidt. For blot anden gang i dansk ishockeys historie lykkedes det en klub at vinde både grundspil, mesterskab og pokal i samme sæson. Det bliver ikke mere suverænt!