Det er med stor sorg at vi har modtaget meddelelsen om Tobias Kisums bortgang - blot 37 år gammel - den 11. april 2023.

Tobias startede med at spille ishockey i Rungsted, og kom som ganske ung til Sverige hvor han i adskillige sæsoner spillede for Leksands ungdomsafdeling, og i en alder af 19 år debuterede i Allsvenskan.

Som ungdomsspiller blev det også til ét U18-VM og to U20-VM deltagelser.

I 2006 vendte Tobias hjem til Rungsted i to sæsoner, hvorefter turen gik til Jylland i de efterfølgende fem sæsoner, både for at spille ishockey men også for at læse jura.

Den sidste sæson i Jylland var for Frederikshavn, hvor Tobias og holdet nåede til finalen mod Sønderjyske.

Det allerstørste resultat Tobias opnåede i Jylland, var dog at han blev forenet med sin livsledsager Maj.

Da det nye Rungsted projekt startede i 2013 vendte Tobias hjem til barndomsklubben, og selvom holdet ikke kvalificerede sig til slutspillet det første år, opnåede Tobias stor personlig succes med 37 point, og blev dermed topscorer for holdet.

Vigtigst for Tobias var dog at han i Rungsted også fik muligheden for at spille med sin lillebror Valdemar inden karrieren sluttede i 2016, hvor Tobias helligede sig jobbet som advokat.

Helt slippe ishockeyen kunne han dog ikke, og med sin baggrund som advokat, blev Tobias en vigtig del af Metal Ligaens Disciplinærudvalg, hvor han var aktiv indtil for få uger siden.

Udover sin hustru Maj, efterlader Tobias sine to børn på henholdsvis 2,- og 4 år.

Tobias’ bisættelse finder sted lørdag d. 15/4 i Rungsted Kirke Kl. 14.30.

Ære være Tobias Kisums minde


HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Herning-Esbjerg Veteranernes målmand spiller nu med hjelm og knæbeskyttere fra Seldrup og co.