Da Jacob Gammelgaard kom til Rungsted Seier Capital for tre år siden, var han et relativt ubeskrevet blad i Metal Liga sammenhæng.
Fire kampe for Esbjerg syv år tidligere, var hvad de danske ishockeyfans havde set til Jacob på de danske isstadions.
Et par år med junior-ishockey blev efterfulgt af fire år på Endicott College, hvor den store back tog sig en universitetsuddannelse.
I 2020 vendte Jacob tilbage til Europa, og i en alder af 24 år skulle han prøve at bide sig fast i Metal Ligaen.
Begyndelsen i Rungsted Seier Capital trøjen var svær, men efter et halvt års tid begyndte Jacob for alvor at finde melodien i den bedste danske ishockeyrække.
Siden starten er det blevet til 147 kampe for Rungsted Seier Capital samt én guld,- og én sølvmedalje i Metal Ligaen.
Jacob Gammelgaard blev udtaget til landsholdslejren for mere end en måned siden, og selvom de fleste ikke levnede ham mange chancer, så er han stadig en del af holdet. Derfor har han stadig chancen for at komme med til sit første senior-VM, når Heinz Ehlers udtager sit sidste landshold i slutningen af denne uge.
Morten Hagen siger følgende om forlængelsen af Jacob Gammelgaard:
Jacob er en spiller som trænerne kan stole på. Han er fysisk, ikke bange for noget og står altid op for sine holdkammerater på banen.
Lige netop Jacobs spillertype er den slags som man elsker at have med sig, og hader at have mod sig når man spiller ishockeykampe.
Jacob Gammelgaard fortsætter i trøjen med nummer 28 på ryggen.