Fredag aften spillede Rungsted Seier Capital sig i Final 4 Finalen med en overraskende 3-0 sejr over hjemmebanefavoritterne fra Aalborg Pirates, efter en af sæsonens bedste kampe.
Forhåbningerne var store til lørdagens finale, men desværre kunne holdet slet ikke finde takterne fra fredagens kamp, og det blev til en fortjent 7-0 sejr for SønderjyskE Ishockey, der dermed kunne hæve Metal Final 4 trofæet.

Skuffelsen var selvsagt til at få øje på hos spillertruppen, trænerne, lederne, de frivillige, vores SoMe-team, ejerne samt undertegnede.
På de sociale medier har visse fans ikke holdt igen med kritikken af stort set alle i vores organisation, men lad os lige tage et ”reality-check”.
I mange år var det SønderjyskE og Herning der gjorde stort set rent bord, og i midten af 10’erne vandt Esbjerg to mesterskaber, inden Rungsted Seier Capital og Aalborg Pirates stod i den daværende pokalfinale i foråret 2017.
Denne finale markerede starten på en epoke hvor de to daværende finalister har været en dominerende faktor i dansk ishockey.
Antallet af finaledeltagelser i de 14 finaler der per dags dato har været afholdt siden 2016/2017-sæsonen ser således ud, med antallet af vundne titler i parentes:

Aalborg Pirates: 8 (5)

Rungsted Seier Capital: 8 (4)

Herning Blue Fox: 4 (1)

SønderjyskE: 3 (2)

Esbjerg: 2 (1)

Frederikshavn: 2 (1)

Gentofte: 1 (0)

Odense: 0

Herlev: 0

Rødovre: 0

Hvidovre: 0

Hver sæson er der 5-6 hold i Metal Ligaen som går ind til sæsonen med en realistisk ambition om at blive danske mestre, og det gør vi også i Nordsjælland selvom vi arbejder med et af de mindste totalbudgetter i top 6.
Vi tror på det hver eneste år og vi arbejder hårdt for at det kan lykkes, men det er umuligt at vinde hver gang i en så konkurrencedygtig liga som Metal Ligaen.
Der er ingen dårlige hold i Metal Ligaen og alle kan slå alle hvis man rammer den rigtige aften.
Denne konkurrencedygtighed er det stærkeste produkt vi har i Metal Ligaen og sådan skal det gerne fortsætte med at være.
Tag et kig på skrækeksemplet fra sidste års slutspil i Norge, hvor alle kvartfinaleserier sluttede 4-0 med målscorer som 32-0 og 36-1 i serierne.

Efter Aalborgs semifinale nederlag til os fredag aften, kunne man se Aalborgs facebookside svømme over af fans der krævede trænerens afgang, kritiserede spillerne for at være mætte og dovne, samt langede ud efter sportschefens scouting af spillere.
Dette svarede stort set til en del af de kommentarer man kunne læse på vores facebookside efter lørdagens finalenederlag.
I sidste års slutspil vandt vi overraskende 11-2 over Aalborg Pirates i den første kvartfinale-kamp, hvilket resulterede i hadbeskeder til ansatte som f.eks. ”Vi håber din familie dør af cancer” efter piraternes nederlag.
Aalborg Pirates sluttede i øvrigt den sæson med at blive danske mestre!

Når man beskæftiger sig med professionel sport, er det en del af jobbeskrivelsen at lægge øre til kritik når det ikke går den vej man ønsker sig, men der er også grænser for hvad man skal finde sig i.
Bare fordi man har en konto på et socialt medie, giver det ikke ubegrænset ret til at skrive hvad man har lyst til om andre.
Vi har flere end 40 frivillige, dedikerede spillere, trænere og administrative medarbejdere som leverer en stor indsats, langt udover hvad man kan forvente i forhold til den relativ beskedne aflønning der er i dansk ishockey.
Ingen af disse mennesker har fortjent at blive skældt ud, krævet afskediget eller udskammet fordi tingene ikke går den vej man ønsker, på eller udenfor isen.

Jeg vil opfordre til at man tænker over hvordan man omtaler andre mennesker når man sidder bag en skærm, og holder en sober og ordentlig tone fremadrettet.

Med sportslig hilsen
Thomas Friberg


GOALSHOW: Se målene fra Esbjerg-Rungsted BILLEDER: RUNGSTEDS VEJ til finalen