Læs om Rungsted direktøren skal ud og løbe i juni!

Når man kigger tilbage på de seneste tre måneder, så har det været den mest turbulente periode, siden jeg startede som direktør hos Rungsted Ishockey A/S i 2013.

Ankomsten af Covid-19 gjorde vi var tvunget til at lave ændringer til slutspilsformatet, men tingene udviklede sig med lynets hast. Vi sad og besluttede én ting på ligamøderne, men var dårligt kommet ud af lokalet før tingene igen havde ændret sig.
Som alle ved endte det med at vi måtte aflyse slutspillet, og der blev ikke kåret nogen dansk mester.
Det er ikke første gang i historien det ikke har været muligt at kåre en dansk mester i ishockey, men hvor det senest i 1958/1959 sæsonen var tøvejr der var udfordringen, var det på en noget mere alvorlig baggrund i 2020.

Som mange andre klubber lancerede vi støttebilletter for at forsøge at komme igennem sæsonen med skindet på næsen.
Vi satte ret hurtigt et ambitiøst mål om at nå 2.000 solgte billetter, og lørdag eftermiddag blev det mål opfyldt.
Uanset om man har købt 1 eller 200 billetter, så har man været med til at sikre fundamentet for at vi også næste år kan præsentere et hold som vi tror bliver konkurrencedygtigt.

Undervejs i processen med støttebilletter, fik Nikolai Gades far Jesper kaldt mig ud i en facebook tråd, og jeg kom af vanvare til at sige jeg ville løbe 500 km i juni måned, hvis vi nåede at sælge 2.000 støttebilletter.
Nu har vi nået målet, og jeg må i gang med at kridte løbeskoene.
Jeg skal løbe i gennemsnit 16,7 kilometer hver dag, og jeg håber benene kan bære mine 123,9 kilos Corona vægt igennem juni måned.
Skulle jeg mod forventning blive ramt af en skade, så vil jeg stadig løbe de 500 km, men udfordringen kan sættes på pause og forlænges.
Jeg håber dog ikke det sker....

Der vil selvfølgelig komme opdateringer om løbeturen undervejs, men hvis I har lyst til at følge turene på daglig basis, er I velkommen til at følge mig på Endomondo. Det er bare at tilføje Thomas Friberg som ven i Endomondo app'en og hvorefter jeg godkender det, og man kan følge turene.
Hvis forsamlingsforbuddet reduceres, forventer jeg at vi til en af de sidste ture laver et lille arrangement som man kan deltage i.

MANGE MANGE TAK FOR DEN FANTASTISKE OPBAKNING!!!

Thomas Friberg


UNLIMITED hockey er en kæmpe succes Hårdtarbejdende forward trækker i blåt