-På overfladen minder denne sæson, statistisk set, en hel del om 18/19-sæsonen, selvom vores statistikker har været marginalt bedre i år.
Pointgennemsnittet i grundspillet var 2,1 i 18/19-sæsonen mod 2,11 i denne sæson.
Gennemsnitligt scorede vi 3,73 mål per kamp for to år siden, og i denne sæson 4,26 mål per kamp.
Men da det kom til slutspillet, skulle det vejen vise sig at være helt anderledes.

-Under slutspillet for to år siden, måtte Mathias Røndbjerg sidde ude i fire kampe, og Nikolai Gade mistede én enkelt kamp i løbet af de 14 kampe vi spillede. Herudover var slap vi fuldstændig for skader på vores bærende spillere.
Under dette års slutspil har vi indtil nu manglet følgende i de hidtidige ni kampe:
Marcus Olsson - Syv kampe
Nikolaj Rosenthal - Fire kampe
Rasmus Andersson - To kampe
Gustav Green - Én kamp
Frederik Bjerrum - Én kamp

-Serien mod Rødovre var hård, selvom vi formåede at vinde den med 4-0.
Jeg synes mange glemmer, at det Rødovre hold som stillede op i kvartfinalen, var et helt andet hold end det der havde haft mange problemer i løbet af grundspillet.
Tilførelsen af John Muse, Guillaume Leclerc og Jérémy Beaudry, som alle spillere på et højt niveau, gav os helt som forventet kamp til stregen.
Selvom vi hørte meget kritik over vi ikke havde vundet kampene større, var jeg lettet og glad for vi klarede os forbi vores lokalrivaler, selvom det var noget af en streg i regningen af miste Marcus Olsson i kamp to.

-Nu ventede 11 dages pause frem mod semifinalen, men optakten blev helt katastrofal.
På grund af Covid-19 protokol omkring nære kontakter, måtte vi lukke træningen ned i ugen op til semifinaleseriens start, og vi nåede kun én rigtig træning inden serien mod Sønderjyske skulle i gang.
Til kamp 1 var vi fortsat uden Marcus Olsson, og herudover måtte Gustav Green og Frederik Bjerrum også melde fra til kampen, der betød at vi stillede op uden tre angribere fra vores tre første kæder.
Nikolaj Rosenthal var ganske vist tilbage, men en skadespause på én måned sætter naturligvis sine spor.
Vores sportschef Morten Hagen måtte agere assistenttræner for Erik Hjalmarsson da Flemming Green meldte forfald, og selvom Morten er tidligere ligatræner, er det snart ti år siden han stod i boksen senest.
Kampen sluttede med et 2-3 nederlag, og jeg var selvfølgelig noget bekymret, selvom vi havde spillet en fornuftig kamp.
Vi kom som bekendt foran 2-1 i serien, men inden kamp 4 blev Rasmus Andersson skadet.
Nu var vi uden nummer tre og nummer fem på Metal Ligaens topscorerliste.
Vi var uden de to spillere der med 50 mål, havde scoret præcis 25% af vores mål denne sæson, og som tilsammen havde produceret 112 point i grundspillet.
Den offensive styrke var selvfølgelig forringet, men spillerne gravede dybt i kamp 4 og kamp 5, hvilket som bekendt gjorde at vi kvalificerede os til finalen i dette års Metal Liga.

Jeg ved ikke om vi har været mere eller mindre uheldige end andre hold med skader i dette års slutspil, men jeg er imponeret over en spillertrup, der trods meget modgang og mange bump på vejen, alligevel formår at stå klar til en finaleserie efter kun ni kampe.
Det har krævet en masse karakter på holdet at kæmpe sig igennem den modgang der har været, og jeg synes man skylder holdet anderkendelse for at have fundet nye veje til at vinde ishockeykampe, når man har manglet nogle af de tungeste offensive kræfter.

På fredag skydes finaleserien i dette års Metal Liga i gang. Jeg håber selvfølgelig at vi står med guldhjelmene om et par uger, men uanset hvordan det ender, så vil jeg for altid være fuld af beundring for karakteren og viljen på Rungsted Seier Capital holdet anno 2020/2021.