Spændende trænerduo i Rungsted

Rungsted Ishockey er kommet et godt stykke nærmere sæsonstarten 2015/16, efter at det er faldet på plads med de sidste detaljer omkring klubbens trænersituation for næste sæson.


Det er lykkedes Rungsted Ishockey at sammensætte det, der nøgternt set må siges at være et utroligt spændende par, idet klubben i 2015/16 sæsonen kommer til at operere med to sidestillede cheftrænere: Per Holten Møller og Olaf Eller.


Per Holten Møller har været cheftræner i 1½ sæson sammen med svenske Jens Johansson, som vi gerne vil takke for sit store arbejde som assisterende træner. Men da muligheden kom for at sætte to så store danske trænerlegender som Holten Møller og Eller sammen, så slog Rungsted Ishockey til.

 

KENDTE NAVNE
Begge er kendt i hele ishockeydanmark i forvejen. De har bl.a. spillet tre VM-turneringer sammen i starten af 80erne, og Holten Møller tiltrådte sågar som landstræner for Danmark, da Olaf Eller i 1989/90 spillede sin sidste landsholdssæson.


Kort efter VM 1990 forlod Olaf Eller sin bardomsklub, Rødovre, og tog sin første trænerrolle i Rungsted, hvor han blev spillende træner de følgende år og siden gik over til en ren trænerrolle, inden han i 1995 fortsatte videre til Hvidovre. Eller har siden også været træner for Rødovre, Troja/Ljungby, Frederikshavn, Herlev, Amager, Esbjerg og Gladsaxe.


Per Holten er opvokset i Rungsted IK og spillede det meste af sin karriere i klubben, inden han sluttede med et år som spillende træner i HIK. Han gik efterfølgende over i en fast trænerrolle og blev i 1989 landstræner for Danmark, hvilket han var i fem år. Han vendte tilbage til Rungsted netop i 1995, da Olaf Eller skiftede til Hvidovre, og blev assisterende træner for Håkan Nygren, inden han selv overtog som head coach året efter. Holten har siden været cheftræner af flere omgange og er det altså også sammen med Eller i den kommende sæson.


”Vi tror på, at Holten Møller og Eller kommer med en række forskellige styrker, så de vil supplere hinanden fantastisk godt. De har begge en masse erfaring med udvikling af unge spillere, og har begge været tilknyttet ungdomslandsholdet de senere år. Det er væsentligt for os, da vi har et helt korps af unge, meget talentfulde spillere fra Rungsted IK, som vi gerne vil udvikle optimalt videre,” forklarer direktør Thomas Friberg.


Holten Møller og Eller er i øvrigt de to seneste danske trænere til at føre sine klubber til Danmarksmesterskabet, da hhv. Rungsted og Rødovre blev danske mestre i 2002 og 1999.

UdskrivE-mail